| Forskningsnyt

RUC-lektor skal komme med anbefalinger til fremtidens transportplanlægning

Transport- Bygnings- og Boligministeriet har nedsat en ekspertgruppe, med bl.a. Lektor Søren Riis fra Roskilde Universitet, der skal komme med anbefalinger til, hvordan vi bedst ruster os til fremtidens transport.
Portræt af lektor Søren Riis
Lektor Søren Riis er udvalgt til ekspertgruppe om fremtidens transport

 

Hvordan ser fremtidens transport ud? Kører fremtiden på el, i delebiler og via førerløse tog?

Lektor i Teknologi- og Videnskabsfilosofi ved Roskilde Universitet, Søren Riis, skal sammen med resten af en ekspertgruppe komme med anbefalinger til, hvordan vi bedst sikrer en sammenhængende infrastruktur og rustes til fremtidens transport.

Ekspertgruppen er nedsat af Transport- Bygnings- og Boligminister Ole Birk Olesen ud fra et behov for en gennemgående analyse af mulige fremtidsperspektiver for mobilitet og transport. Analysens formål er at rådgive ministerieriet om betydningen af den teknologiske udvikling for de kommende års transportpolitiske beslutninger.

Afrapporteringen af arbejdet finder sted i efteråret 2017.