RUC-lektor modtager DM's Forskningspris for sin tværfaglige forskningsindsats
Ved hjælp af en tværfaglig tilgang forsker lektor Mikkel Bille fra Institut for Mennesker og Teknologi på Roskilde Universitet i elementer som lys og belysning, og hvordan de påvirker mennesker. På det seneste har han også forsket i, hvad der sker med en by og dens indbyggere, når byen bliver lukket ned som følge af en pandemi. Og hvad der sker, når den åbner op igen.
Det er blandt andet for den forskning, han nu bliver belønnet med DM's Forskningspris inden for humaniora og samfundsvidenskab.
I begrundelsen lyder det blandt andet:
"Mikkel Bille er en yderst produktiv forsker og en generøs formidler, lige som han har engageret sig i diskussionen af humanioras mange bidrag til samfundet. Han er selv et fornemt eksempel på, hvordan antropologiske studier blandt beduiner i Jordan kan føre til studier i hjemlighed, lys og moderne byliv. Mikkel Billes forskning demonstrerer, hvordan en humanistisk tilgang i dialog med andre fagligheder, kan bevæge sig ud over de klassiske emner for humaniora."
Priskomiteen fremhæver desuden Mikkel Billes evne til at holde sammen på en mangfoldighed af emner med en stærk humanistisk faglighed.
”Jeg er rigtig glad for prisen og anerkendelsen af et videbegær, når det kommer til, hvordan ting og teknologier indgår i menneskers liv. Min forskning har særligt handlet om lys og stemninger i hjemmet og byen, men også alle mulige andre små og store ting vi omgiver os med, der egentlig er interessante og fortæller noget om, hvem vi er eller gerne vil være,” siger lektor Mikkel Bille.
DM uddeler hvert år to forskningspriser. I 2021 går forskningspriserne til to forskere fra Roskilde Universitet: Lektor Mikkel Bille og lektor Viggo Andreasen. Med prisen følger 50.000 kroner.
Mere information
Læs mere om DM's Forskningspriser på DM's hjemmeside.
Læs mere om årets anden prismodtager Viggo Andreasen fra Institut for Naturvidenskab og Miljø på Roskilde Universitet.