RUC byder velkommen til nye studerende – med fokus på fællesskab, tryghed og mangfoldighed
Det er mandag i august, sommersolen har skinnet fra en skyfri himmel, og i dag har Roskilde Universitet taget imod en masse nye studerende på campus.
De nye bachelor-studerende ankom i små grupper, nogle med sommerfugle i maven, andre med kaffekop i hånden. Foran stationen stod de garvede tutorer klar med skilte, smil og farverige t-shirts, parate til at guide de førsteårsstuderende ind i livet på universitetet.
De næste to uger byder på introforløb fyldt med faglige oplæg, sociale aktiviteter og temafester – alle planlagt af frivillige studerende i tæt samarbejde med RUC’s Studie- og Karrierevejledning.
Som altid sker det med afsæt i universitetets samværspolitik, der skal sikre, at alle kan være med og føle sig trygge. I år har RUC og Studenterrådet sat ekstra fokus på inklusion. Alle tutorer har deltaget i en workshop, hvor samværspolitikken er omsat til konkrete forslag til aktiviteter og rammer, der fremmer mangfoldighed.
Roskilde Universitet har i år modtaget 1.895 1. prioritetsansøgninger. Det er 5 procent flere end sidste år.