Replik: Positivitetsfascisme som skjult magtudøvelse

Jeg står gerne op og går i seng med det lille begreb kritik hver dag. Kritikbegrebet har nemlig en ejendommelig karakter og rummer et særligt udbrydergen, for hver gang magthavere eller interessenter forsøger at kontrollere eller fængsle kritikken, har den en særlig evne til at bryde ud. Det er et sprælsk og ofte et helt ustyrligt begreb. Det er på en gang uimodtageligt og uimodståeligt.

Begrebet tilhører alle og er i enhver moralsk henseende demokratiseret. Tag en blank side og skriv »kritik«, og det afsløres hurtigt, at begrebet ikke har et specifikt historisk tilhørsforhold, ikke tilhører en højre- eller en venstrefløj.

Høj som lav, uanset køn, rang eller status må tilskrives evnen og retten til at få sin kritiske røst hørt. Kritik kan tjene alle, og alle kan blive mødt med kritik. Det vil derfor heller ikke være forkert at påstå, at moral næppe er at følge moralske forskrifter, men derimod at sætte kritiske spørgsmålstegn ved dem. Måske kan demokratiets moralske rygrad formuleres så kortfattet som: Moral er kritik, og kritik er moral.
 

Blød og hård magt

Kritik er imidlertid ofte utålelig for magthavere og ikke mindst for despoter og diktatorer.

De intellektuelles eksilhistorie er derfor også lang og trist, og flere systemkritikere har som bekendt sat både liv og lemmer til.

I dag er magten blevet mere usynlig og manifesterer sig ofte som personalepolitikker og nye former for management. Her dikteres den rigtige opførsel ikke nødvendigvis hårdt og brutalt, men kan være pakket ind i bløde begreber som ’den anerkendende tilgang’ eller ’positiv tænkning’. Disse tilgange beder fx de enkelte individer om at »se udfordringer i stedet for problemer«, »være proaktive i stedet for tilbageskuende« osv. Og hvis de ikke retter ind, kan sprogbrugen blive både intim og intimiderende som fx: »du ser ud, som om du er lidt nede nu. Skal jeg coache dig eller hvad?«,»Du ser stresset ud, er alt vel på hjemmefronten?«,»Led efter det positive. Man får øje på det, man leder efter« eller »Så tilbyder vi at inddrage HR-afdelingen«.

Disse sætninger stammer ikke nødvendigvis fra ’den anerkendende tilgang’ eller ’positiv tænkning’, men er alle hentet fra publikummer, der har oplevet eller haft erfaringer med
managementperspektiver, der ikke vil lytte eller er uimodtagelige for kritik.

I de seneste år har jeg samlet på sådanne sætninger fra tilhørere, når jeg har holdt foredrag, og de opfattes af de fleste som reelle magtovergreb på deres identitet, fordi de beder den enkelte om at give slip på egne erfaringer og starte en ny erfaringsdannelse, som er mere positivt ladet. Det kan virke tilforladeligt, men fastholder vi den tanke, at der reelt er tale om personalepolitikker, der fordrer, at man udskifter sit jeg med et andet, bliver det mere tydeligt, hvorfor nogle reagerer voldsomt og føler, at deres kritik negligeres, og at de udstilles som klynke- og brokkehoveder.

Inden for rammerne af disse perspektiver kan kritikken let risikere at blive til en bremse for udvikling, selv om kritikken reelt har været det måske mest effektive drivmiddel i hele oplysningsprojektet de sidste to hundrede år.