| Tæt på videnskaben

Replik: Giv mig bøger om det gode liv i udkanten

Litteraturen har et ansvar, når det gælder vores opfattelse af udkantsdanmark, mener litteraturforsker.
Erik Svendsen - Rubrik
Foto: Uffe Weng

Hvilke samfundsmæssige spørgsmål erhelt centrale i den værdikamp, som den forrige, blå regering med held har rejst? Nummer et på listen må være den mulige erodering af den samfundsmæssige sammenhængskraft qua problemerne med integration af visse indvandrergrupper. I den offentlige og politiske debat kan man ikke ligefrem påstå, at indvandrerspørgsmålet ligger underdrejet.

Men i min optik er der en anden værdikamp, som de facto spiller en langt større rolle i hverdagslivet for langt flere danskere end dem, som konkret er berørt af indvandrerproblemerne; en værdikamp som burde spille en dominerende rolle, når man ser på spørgsmålet om national identitet og sammenhængskraft, nemlig den øgede
modsætning mellem center og periferi, mellem storbyer og det provinsielle. På den ene side har vi de veluddannedes verden – centreret i og omkring landets fire største byer og det berømte trekantsområde i Jylland. På den anden side er store dele af landet præget af en vigende men samtidig højt industrialiseret – og forgældet – agrikultur og en overrepræsentation af mennesker med lavere uddannelsesniveau og alt, hvad dertil kommer.

Ikke en naturlov
Der bor mellem 800.000 og 1 mio. mennesker i de områder, der er ved at blive overhalet af udviklingen. Indvandrere af forskellig herkomst er med til at ændre den danske kultur, men den udvikling, som mærker det provinsielle, ændrer tilværelsen for langt flere danskere langt mere radikalt. Her står og falder sammenhængskraften.

I modsætning til indvandrerdebatten er stigmatiseringen her mere intrikat, fordi den rammer danskerne selv: En populistisk figur gentages med på den ene side den politiske og intellektuelle elite i byerne, der bestemmer alt for meget, og på den anden side har vi samfundets tabere, der opgiver "at komme ind i kampen" og nyder livet med overførselsindkomster en masse. Det er ikke muligt at give EU skylden, for de love, der har været med til at accentuere udviklingen, er ikke dikteret udefra.

Følgende eksempler er alt sammen resultater af skiftende danske regeringers politiske valg: Lukning af mindre folkeskoler og seminarer, de lokale sygehuse, der forsvinder med etableringen af centralsygehuse, etablering af indkøbscentre ved større provinsbyer, der gør livet endnu vanskeligere for den lille Sparfilial, tilladelsen til at storbykommuner kan eksportere belastede grupper på diverse overførselsindkomster til andre kommuner, der kan lokke med billige boliger.

Centraliseringsprocessen er ikke nødvendigvis en direkte følge af globaliseringen. Når udkanten bliver marginaliseret, risikerer man uvægerligt, at den højt besungne sammenhængskraft, som altid diskuteres, når det drejer sig om indvandrerspørgsmålet, brister. Og det er ikke de fremmedes skyld: Det sker, fordi der politisk vælges "løsninger", som skaber et samfund med et A- og B-hold. Udviklingen er ikke en følge af en naturlov.

Der er heller ingen undskyldninger for den stigmatisering, som betegnelser som ’udkantsdanmark’ eller ’den rådne banan’ manifesterer.

Værdikamp er også altid en klasse-kulturkamp. Tonen i debatten om det provinsielle bunder i den veluddannede middelklasses distance til ’white trash’ og det agrare. Sproget skaber i sig selv en social marginalisering.

Drømmen om hjemstavnen i dansk litteratur
Nu er jeg ikke samfundsforsker, derimod kulturforsker med speciale i medier og litteratur. Men det er ikke forbudt at koble forskellige vidensområder og som forsker i noget så efterhånden esoterisk som litteratur, er det en fordel at sammentænke det samfundsmæssige og det kunstneriske.

Et af kapitlerne i min seneste bog ’Kampe om virkeligheden. Tendenser i dansk prosa 1990-2010’ handler om ’hjemstavnen’ i dansk litteratur, og det har affødt flere henvendelser fra repræsentanter fra dette udkantsdanmark, som vil booke et foredrag om, hvordan deres verden repræsenteres i mediekulturen.

Det er en speget affære. Mediekulturen har haft sin Polle fra Snave, som vist nok var ment som en næsten solidarisk skildring af en moderne Klods Hans. Det blev kult at stjæle byskilte fra Snave. Men var begejstringen for Snave ikke mere kitsch end en fejring af det provensielle? Mht. litteraturen er pointen, at de forfattere, der udgav romaner, som med lidt god vilje kan rubriceres som ny hjemstavnslitteratur, langt overvejende har turistens undrende og undersøgende blik (tænk på Helle Helles ’Ned til hundene’).

Hjemstavnsdigterne gør definitivt op med drømmen om hjemstavnen som en vederkvægende enhedskultur.

Der er skildringer, der tangerer det dæmoniserende (ved Erling Jepsen fx), mens andre formår at skabe kritiske og dog solidariske skildringer af en verden, som moderniteten er ved at afskrive (Jens Smærup Sørensen fx). Dette ’underdanmark’ har knapt sin egen stemme i den kulturelle offentlighed; det nærmeste man kommer den, finder man i (den lille andel) litteratur, der afkræfter fordomme om provinsen, samtidig med at den har blik for de lommer af modstand mod det moderne, som ’udkanten’ implicerer.

Moralen er, at kunstnerne kan være klogere end politikerne og i højere grad burde udnytte dette potentiale og nuancere deres skildringer af det såkaldte udkantsdanmark. Politikerne burde så til gengæld skifte studier af regneark ud med litteraturlæsning.