| Tæt på videnskaben

Replik: Fri forskning er også samfundsrelevant

Det er helt afgørende, at forskningen opretholder sin integritet og er uafhængig af politisk styring og økonomiske særinteresser. Men det betyder ikke, at den er verdensfjern og skal foregå i det berygtede elfenbenstårn, skriver professor Anette Warring.
Anette Warring - Rubrik
Foto: Uffe Weng


Er der en modsætning mellem forskningsfrihed og samfundsrelevant forskning?

Det indtryk får man let, når man følger de forskningspolitiske prioriteringer og den forskningspolitiske debat.

På den ene side er de seneste ti års markante forskydning fra fri forskning til strategisk forskning sket under mantraet ’fra tanke til faktura’, og selvom den nye regering heldigvis ikke tænker så snævert, viderefører den meget af tankegangen om, at forskningen skal være umiddelbar nyttig, vækstfremmende og sikre vidensoverførsel til de nok så omtalte små og mellemstore virksomheder.

På den anden side viger mange forskere tilbage for at imødekomme det stigende pres for at beskrive, dokumentere og kommunikere anvendeligheden og effekten af deres forskning, fordi de opfatter det som en trussel mod forskningens frihed, som udgør en hjørnesten i et demokratisk og humanistisk samfund. Det er forståeligt, at det
kan forekomme som en farlig kurs set i lyset af de seneste års forskningspolitiske prioriteringer.

Men principielt set er det en falsk modsætning.

Det ER et helt afgørende vigtigt ideal, at forskningen skal opretholde sin integritet og være uafhængig af politisk styring og økonomiske særinteresser.

Men det er ikke det samme som, at den er verdensfjern og skal foregå i det berygtede elfenbenstårn uden kontakt med nogle af de problemstillinger, som optager andre end forskerne selv.

Fri forskning under pres
Den fri forskning er som sagt under pres. Det er den i forskningsrådssystemet, og det er den på universiteterne.

I den forskningspolitiske debat hersker der ofte en del uklarhed om definitionen på fri forskning.

Fri forskning defineres mest hensigtsmæssigt som forskning, der er defineret og initieret af forskerne selv inden for alle forskningsområder i modsætning til strategisk forskning, som er politisk prioriteret forskning inden for særlige områder, der af politikerne opfattes som særligt vigtige for samfundsudviklingen. Begge typer forskning har vigtige og legitime funktioner, men fra 2004 er der sket en klar forskydning fra fri forskning til strategisk forskning. Prioritering af den politisk styrede og direkte innovationsrettede forskning blev styrket ved oprettelsen af Det Strategiske Forskningsråd, Rådet for Teknologi og Innovation samt Højteknologifonden og ved en relativt betydelig større vækst i deres bevillinger end i bevillingerne til Det Frie Forskningsråd og Grundforskningsfonden. De seneste års massive investering i forskning er altså gået uden om den frie forskning.

Basismidlerne
Men hvad så med den forskning, som forskerne udfører på universiteterne for de principielt frie basismidler, som er ikke-øremærkede forskningsmidler, som universiteterne selv kan disponere over. Også her er den frie forskning klemt, fordi universiteterne bl.a. på grund af finansieringsmodellen i stigende grad prioriterer og profilerer forskningen i lokale strategiplaner i håb om at kunne forbedre muligheden for at hente eksterne bevillinger. En ph.d.-afhandling fra 2011 konkluderer, at basismidlerne udhules ved at blive orienteret mod det øvrige finansierings- og styringssystem, og dermed forstærkes forskydningen mod relativt snævre og kortsigtede innovationspolitiske målsætninger.

Falsk modsætning
Forskellen mellem fri og strategisk forskning er ikke, at den frie forskning alene er grundforskning, der ikke kan anvendes, og ej heller er det udelukkende strategisk forskning, som bidrager med viden om at løse samfundsmæssige udfordringer.

Når forskere uopfordret og på eget initiativ formulerer forskningsprojekter, retter de sig ofte mod de store samfundsmæssige udfordringer som migration, overvågning, sociale medier, klimaforandring, velfærd, sammenhængskraft, kunstig befrugtning etc. Det kan også dreje sig om bedre at forstå et fænomen som privathed ved at undersøge disse forestillingers historiske rødder. Eller fx etiske problemer i forbindelse med anvendelse af neurovidenskabelig viden og teknologi inden for retssystemet eller om håndtering af sproglig og kulturel mangfoldighed på arbejdspladser, som var to forskningsprojekter, RUC-forskere modtog støtte til i juni fra Forskningsrådet for Kultur og Kommunikation.

Mange forskere forvalter altså ikke forskningsfriheden som fritagelse for krav om relevans, men forstår den oftest mindre snævert og instrumentelt end andre forskningspolitiske aktører. Og mange forskere ser altså ikke en modsætning mellem grundforskning og det at bidrage til belysning og løsning af aktuelle menneskelige og samfundsmæssige udfordringer. Forskellen mellem strategisk og fri forskning går på, om problemstillingerne er politisk prioriteret og defineret, eller om de er defineret frit og uafhængigt – af forskerne selv.

Snæver nyttestyring skader kreativiteten
Fra videnskabshistorien ved vi, at forskning fri af politiske prioriteringer, strategiplaner og snævre nyttehensyn er helt afgørende nødvendig for nyskabende og banebrydende forskning. Den grundforskning, der bedrives i dag, vil måske finde overraskende anvendelsesmuligheder om 100 år. Forskningsmæssige nybrud kan hverken forudses eller styres, og det er en forudsætning for kreativ, mangfoldig og overraskende forskning, at ikke alle midler er tematisk bundne. Tænk fx på H.C. Ørsteds opdagelse af elektromagnetismen, hvis effekt i dag næsten 200 år senere ligger bag teknologien i bl.a. moderne elkraftværker og vindmøller.

Eller på viden om fædres evne til at knytte sig lige så stærkt til deres spædbørn som mødre; viden der bl.a. danner grundlag for nutidig ligestilling og terapeutisk praksis.

Men den frie forskning sikres bedst, hvis forskerne ikke har berøringsangst over for at deltage i debatten om forskningens nytte og relevans. Vi må bidrage offensivt til at omdefinere og nuancere opfattelser af, hvad der er anvendelig og nyttig forskning. Vi bør pege på de mangfoldige måder, hvorpå forskning har værdi såvel konkret og direkte som langsigtet og indirekte. Spændvidden er stor - fra viden som kan anvendes til udvikling af konkrete produkter til viden om, hvordan vi skal forstå os selv som mennesker. Det er en væsentlig opgave at bidrage til at definere, hvad der overhovedet anerkendes som samfundsmæssige udfordringer og at udtænke kreative måder at håndtere dem på. Hvad der er væsentlige og relevante problemstillinger er ikke nødvendigvis noget, der fremstår umiddelbart synligt som noget, der bare ligger og venter på at blive taget op, men skal defineres og udtænkes som videnskabeligt relevante af forskere. Snæver nyttestyring kan skade den nødvendige kreativitet og innovation, mulighederne for at stille nye, originale og kritiske spørgsmål.

Derfor er det vigtigt at opretholde en balance mellem strategisk forskning og fri forskerinitieret forskning. Men fri forskning står ikke i modsætning til samfundsrelevant forskning.