| Tæt på videnskaben

Religion er ikke en privatsag

Det er paradoksalt, at vi tror, der er en skarp adskillelse af stat og religion i Danmark, mener professor i kultur- og sprogmødestudier Garbi Schmidt.
Garbi Schmidt - Rubrik
Foto: Uffe Weng


Mange betragter Danmark som et samfund, hvor religion ikke spiller en rolle i den offentlige sfære. Men ifølge professor Garbi Schmidt er det både formelt og i praksis en misforståelse.

Alene ved at se på de begivenheder, der fandt sted i 00’erne med Muhammed-krisen og den udbredte frygt for og mistro til muslimer i kølvandet på 11. september, er det tydeligt, hvor stor en rolle religion spiller i det danske samfund. Det afspejler sig også politisk, hvor de senere års helt store værdipolitiske slag er blevet udkæmpet i kulturmødet mellem muslimer og danskere.

»Religionen ligger der hele tiden. Den er til stede i mødet med den anden og er noget, den anden reagerer på,« siger Garbi Schmidt, der er tilknyttet Institut for Kultur og Identitet.

Hun befinder sig midt i brændpunktet af den værdipolitiske debat i Danmark. Igennem årene har hun forsket inden for områder som familiesammenføring og tvangsægteskab blandt etniske minoriteter, effekten af 24-års-reglen og religionens rolle i samfundet. Senest er hun blevet en del af det nye satsningsområde Global Dynamics, hvor en række RUC-forskere er gået sammen i tværgående forskning, hvor de skal inspirere og supplere hinandens forskning i det lokale og globale:

»For at forstå det lokale, for at forstå hvad der sker på Nørrebro, bliver vi nødt til at forstå det globale. Min forståelse af, hvad der foregår inden for religion og sekularisering i det danske samfund, bliver større ved at vide, hvad der foregår i Syrien og i Mellemøsten efter det arabiske forår. Vi skal inspirere hinanden på tværs af vores forskningsområdet,« siger Garbi Schmidt.

Diversitet som trussel
Siden 11. september er religionen blevet et definerende parameter for både muslimer og omverdenens møde med etniske minoriteter i Danmark og den øvrige vestlige verden. I Danmark er indvandrerorganisationer som POEM og INDSAM, der ikke var religiøst funderet, blevet afløst af religiøse foreninger, bl.a. dem der er samlet i Muslimernes Fællesråd og spillede en stor rolle i den offentlige debat under Muhammed-krisen. I de senere år er deres deltagelse i den offentlige debat blevet mindre, og i stedet arbejder en række religiøse foreninger lokalt, bl.a. på Nørrebro, hvor Garbi Schmidts nuværende forskning har sit udgangspunkt.

»Foreningerne har meget små ressourcer i forhold til Folkekirken. De forsøger at gøre sig gældende lokalt ved at være aktive og få en dialog omkring en gensidig forståelse af forskellighed og erkendelse af, at intet samfund bevæger sig fremad uden diversitet. Men den diversitet bliver stadig opfattet som en trussel af nogle,« siger Garbi Schmidt.

Skadelig grundlov
Garbi Schmidt mener, at religionens øgede betydning har gjort det presserende for fællesskabet, at religionerne formelt bliver sidestillet. Derfor opfordrede hun for nylig til at ændre selve Grundloven.

Hun mener, at kristendommen spiller en så stor rolle i det dokument, der definerer Danmark, at det er skadeligt i forhold til et fællesskab, der består af mange religiøse retninger.

»Bliver vi ved med at sige, at Folkekirken har særstatus og bidrager særligt til det danske, underkender vi de væsentlige, værdimæssige bidrag, som kommer fra anderledes-troende og ikke-troende til den arv, som vi er fælles om,« skrev hun i en kronik i Berlingske, hvor hun opfordrede til en ændring af Grundloven.

Sammenblandingen af stat og religion bliver endnu mere paradoksal af, at vi i det daglige fremhæver, at Danmark, i modsætning til fx mellemøstlige styreformer, har en klar adskillelse af stat og religion.

»Vi er vant til at fremhæve Danmark som et sekulært samfund med en skarp opdeling mellem stat og religion, hvilket jeg finder dybt paradoksalt. Religiøse minoriteter får at vide, at religion er en privatsag, der ikke hører hjemme i det offentlige rum, men religion er tydelig i det offentlige rum og har politisk betydning. Danskheden – det vi kalder danskheden - er kristen; vi har et kirkeministerium, religion indgår i Grundloven, vi inkluderer og ekskluderer på baggrund af religion, og religionen har politisk betydning,« siger Garbi Schmidt.