Rektor: Verden har brug for folk der kan samarbejde og tage ansvar
Tale af Hanne Leth Andersen:
Velkommen til Roskilde Universitet, velkommen til RUC!
I dag er en helt særlig dag for os alle på universitetet. Der er en særlig stemning omkring studiestarten.
Og det er der god grund til. For denne her dag markerer en ny start i jeres liv.
De år, der ligger foran jer, vil forme jer. I kommer til at udvikle jer både personligt og fagligt, og I vil knytte nye venskaber – måske for livet. Og se jer omkring. Måske sidder jeres kommende chef eller arbejdsgiver lige ved siden af jer.
Lige nu er vi her, fysisk, vi er tilbage i fællesskabet. Og vi har nogle nye erfaringer med os.
Verden har brug for mennesker, der har
lært at tænke etisk og i større sammenhænge
Corona har vist os, at vi har brug for hinanden. Men den periode, vi har været igennem, har også vist os, at vi som samfund er i stand til at samarbejde, tage ansvar og handle, når problemerne kræver det.
På Roskilde Universitet vil I blive trænet i netop det – at samarbejde om at løse problemer. I vil lære, at et godt samarbejde kan skabe fantastiske resultater. At det giver nye muligheder, når folk hver især kommer med deres bidrag til en rapport eller en debat. Netop i kraft af deres forskellighed. Men også at der kan være udfordringer og faldgruber i et samarbejde – og at det er okay.
Verden har brug for folk, der kan bygge bro på tværs af faglighed og kulturer.
Verden har brug for mennesker, der har lært at tænke etisk og i større sammenhænge, og som kan træffe ansvarlige beslutninger. Der er brug for åbenhed og for at kunne tænke kritisk og argumentere sagligt.
Der er brug for matematikere, historikere og kommunikatører, der respekterer hinanden og som forstår, at samarbejder er altgørende for at udvikle vores samfund og møde nogle af de udfordringer vi står midt i og over for.
Roskilde Universitet er også et universitet med stærke forskningsmiljøer. I vil som studerende opleve en nær kobling mellem forskning og uddannelse, fordi I kommer tæt på forskerne, gennem vejledningen; og fordi I arbejder på samme måde som forskerne, i det problemorienterede projektarbejde. Nogle af forskerne kender I måske allerede som eksperter i medierne. Forskerne på Roskilde Universitet brænder for det de laver, og det er guld værd for jer. Glæd jer til at møde dem, diskutér sagligt med dem. Vi er på et universitet, og det er argumentet der tæller.
Fra nu af er I en del af fælleskabet – og det forpligter begge veje. Vi har store forventninger til jer – og I har det med rette til os. Brug universitet, engagér jer i fællesskabet. Det giver utroligt meget, fagligt og personligt.
Jeg håber I får en fantastisk tid som studerende på universitetet! Og ønsker hver enkelt af jer masser af held og lykke.
Mere information:
For yderligere information kontakt rektor Hanne Leth Andersen, e-mail: rektor@ruc.dk