Rektor: "Hvad er dokumenteret? Og hvilke spørgsmål er de vigtigste at stille? Det er netop derfor, universiteter betyder noget"

Rektor Rasmus Antoft bød de nye studerende velkommen på den første dag af studiestarten. Læs hele velkomsttalen her.
velkomsttale
Rektor på Roskilde Universitet Rasmus Antoft. Det er hans første studiestart på Roskilde Universitet, idet han tiltrådte som rektor tidligere på året. Foto: RUC


Velkomsttale til nye bachelorstuderende på Roskilde Universitet 2026 (lettere forkortet version).

Kære nye studerende

Velkommen til Roskilde Universitet.

I dag begynder et nyt kapitel - og jeg har virkelig glædet mig til at kunne byde jer allesammen velkommen.

For nogle af jer har vejen hertil været helt klar. I har vidst, at det var her, I skulle være.

For andre har vejen måske været mere snoet. Måske har I overvejet forskellige muligheder.

Måske er I stadig lidt spændte på, om I har valgt rigtigt.

Det er helt naturligt.

For det at starte på universitetet er ikke bare at begynde på en uddannelse.

I de kommende år vil I opleve, at I kommer til at se verden på nye måder

 – og I kommer helt sikkert til at opdage nye sider af jer selv, for I vil udvikle jer både personligt og fagligt.

Der er aldrig blevet stillet større krav til mennesker med uddannelse og viden, end der gør lige nu.

Vi lever i en tid, hvor vi kan få svar på næsten alt på få sekunder.

Men samtidig lever vi i en tid, hvor det kan være sværere end nogensinde at vide, hvad vi skal stole på.

Hvad er rigtigt?
Hvad er dokumenteret?
Og hvilke spørgsmål er de vigtigste at stille?

Det er netop derfor, universiteter betyder noget.

Vores opgave som universitet er ikke kun at give jer flere svar.

Det er at lære jer at stille bedre spørgsmål.

At undersøge verden og forholde jer kritisk til den.

At udfordre det, vi tror, vi ved.

Og at bruge jeres faglighed til at skabe nye erkendelser.

Det er en særlig måde at lære på, som ligger dybt i Roskilde Universitets DNA.

Her handler læring ikke om at sidde stille og modtage færdige svar.

Her handler læring om at tage udgangspunkt i virkelige problemer. Om at stille spørgsmål, der ikke altid har enkle svar. Om at undersøge, diskutere, samarbejde og finde nye veje og nye løsninger -sammen med andre.

Det kan blive fagligt hårdt, svært og udfordrende. Men det er oftest, når man står med et problem, man ikke nemt kan løse, når det udfordrende og man bliver frustreret, at man lærer allermest.

De største udfordringer i vores samfund løses ikke af mennesker, der kan gentage det, vi allerede ved. De løses af mennesker, der kan tænke nyt, se sammenhænge på tværs af fagligheder og samarbejde om at løse komplekse samfundsproblemer.

Det er de kompetencer, samfundet har brug for.

Og det er de kompetencer, I har mulighed for at tilegne jer her.

På Roskilde Universitet samarbejder vi tæt med verden omkring os

 – vi mener, at viden får størst betydning, når den møder virkeligheden.

Og det kommer I også til at opleve.

I løbet af jeres uddannelse vil I komme til at samarbejde med virksomheder og organisationer uden for universitetet.

I vil arbejde med virkelige problemstillinger.

I vil opleve, at jeres idéer og analyser bliver udfordret af mennesker, der ser verden fra andre perspektiver end jer selv.

Det er ikke altid det nemmeste. -Men det er ofte dér, den bedste læring opstår.

Universitetet handler om at blive et menneske med større udsyn.

I vil møde mennesker med andre erfaringer end jeres egne.

I vil opleve, at noget, I tidligere tog for givet, pludselig kan ses på en helt anden måde.

Mange af jer, der sidder her i dag, er begyndt på en uddannelse, fordi I gerne vil gøre en forskel.

Som studerende på Roskilde Universitet bliver I alle sammen en del af et fællesskab, der bygger på nysgerrighed, forskningsbaseret viden og ønsket om at forstå og forbedre verden.

Og så - om nogle år - står I et andet sted:

  • Nogle af jer kommer måske til at udvikle nye virksomheder.
  • Andre kommer til at finde nye behandlinger på sygdomme.
  • Nogle af jer kommer til at udvikle fremtidens bæredygtige byer.
  • Og nogle andre vil skabe forandringer på måder, som ingen endnu kan forudse.

Og fælles for de fleste af jer er: Jeres uddannelsesrejse begynder her.

Så vær modige. Vær nysgerrige. Stil spørgsmål. Udfordr svarene. 

Og husk, at viden ikke bare er noget, man får.

Viden er noget, man er med til at skabe.

Det er sådan, mennesker udvikler sig. Det er sådan, universiteter gør en forskel. 

Jeg håber, at I om nogle år ser tilbage på denne dag og tænker:

Det var her, det begyndte.

-Rigtig god fornøjelse med jeres kommende uddannelse, og hjertelig velkommen til Roskilde Universitet!