Plejehjem: Når det, der betyder noget, ikke tæller i systemet
Digitale data fylder stadig mere i hverdagen på danske plejehjem. Dokumentationssystemer skal sikre kvalitet, overblik og effektivitet i omsorgen for ældre.
Men ny forskning viser, at et øget fokus på målbarhed og digitale data risikerer at gøre væsentlige dele af det professionelle omsorgsarbejde usynligt. Det viser et nyt studie fra Roskilde Universitet udført af erhvervs-ph.d.-stipendiat Mie Winther Christensen og professor Nete Schwennesen.
Datarejser på plejehjem
En 'datarejse' er ikke et simpelt flow fra observation til registrering. Tværtimod viser forskningen, at data opstår gennem omfattende oversættelsesarbejde, hvor plejehjemsmedarbejdere forsøger at omdanne komplekse og relationelle situationer til noget, der kan passe ind i et digitalt system.
Men ikke alt kan oversættes.
En social- og sundhedshjælper fra studiet forklarer:
“Det er svært at dokumentere omsorg. Hvad er omsorg? Det er noget socialt. Alt det arbejde, vi gør for at skabe god omsorg og en hverdag, som er tryg og hænger sammen for beboerne – dét arbejde ser man ofte ikke.”
God omsorg eller god dokumentation?
Mie Winther Christensen peger på, at plejehjemspersonale i stigende grad oplæres i at være 'gode dataarbejdere'. At kunne dokumentere korrekt er blevet en central del af det at være professionel i ældreplejen.
Men samtidig oplever medarbejderne, at dokumentationskravene ikke altid afspejler det, de selv vurderer som vigtigt for at kunne yde den rette omsorg for beboeren:
“Vi får altid at vide, at vi ikke skal skrive, at ‘Fru Jensen har haft en god dag’. Men nogle gange vil jeg gerne vide, om Fru Jensen har haft en god dag. Det er vigtigt for mit arbejde,” siger en social- og sundhedshjælper.
Her opstår det, forskerne kalder data- og omsorgsdilemmaer: situationer, hvor to forskellige måder at ‘gøre god omsorg’ kolliderer – den dokumenterbare og den relationelle.
FAKTA:
Mie Winther Christensen er antropolog og erhvervs-ph.d.-stipendiat og forskningen er et projektsamarbejde med Københavns Kommune.
Nete Schwennesen er professor i sundhed og samfund.
I forskningsartiklen ’Datarejser på plejehjem’ undersøger de, hvordan data om plejehjemsbeboere bliver skabt, dokumenteret og brugt i praksis. På baggrund af etnografisk feltarbejde på tre plejehjem i Københavns Kommune introducerer forskerne begrebet 'datarejser' for at beskrive, hvordan information om beboerne bevæger sig gennem digitale systemer. Studiet er det første af tre i Mie Winther Christensens ph.d.-afhandling om digital dokumentation og omsorg på plejehjem.
Læs den videnskabelige artikel
Når individuelle hensyn bliver en fejl i systemet
Den videnskabelige artikel om studiet beskriver blandt andet en situation, hvor en beboer ikke ønsker, at et fald registreres i systemet af hensyn til beboerens værdighed. Medarbejderne vælger af hensyn til beboeren ikke at dokumentere episoden. Senere bliver det på et møde omtalt som “en kæmpe fejltagelse”, fordi hændelsen ikke er registreret digitalt i systemet.
I diskussionen overskygger fokus på manglende dokumentation de etiske overvejelser, personlige hensyn og faglige vurderinger, som lå bag beslutningen, fortæller forskerne.
Det vigtige forsvinder
Forskerne advarer om, at når det primært er det målbare, der tæller, risikerer plejehjemmene at miste blikket for de kreative, fleksible og kontekstuelle praksisser, som er afgørende for personcentreret omsorg.
“Nogle gange føler jeg, at jeg skriver noget ind for at vise, at jeg har gjort noget. Så er jeg ikke overflødig,” siger en social- og sundhedshjælper.
”Vores studie peger på et grundlæggende spørgsmål for fremtidens ældrepleje: Hvordan sikrer vi, at digitale systemer understøtter – og ikke undergraver – den omsorg, de er sat i verden for at dokumentere?” siger Mie Winther Christensen.