Partiforbud er demokratiets ultimative værktøj

I Tyskland blev det betragtet som en historisk dom, da forfatningsdomstolen den 17. januar 2017 erklærede sig uvillig til at forbyde partiet Nationaldemokratische Partei Deutschlands (NPD). Inden for de seneste fem år har Tysklands 16 delstatsregeringer forsøgt at gennemføre et forbud mod partiet, der af mange bliver beskrevet som nynazistisk.

Selvom forfatningsdomstolen anerkender, at NPD er anti-demokratisk, var det ikke nok til et forbud.

»NPD forfølger forfatningsstridige mål, men der er for øjeblikket utilstrækkeligt med bevismateriale, som kan sandsynliggøre, at partiet vil få succes med deres forehavende«, lød begrundelsen – ifølge Ritzau – efterfølgende fra forfatningsdomstolens formand Andreas Vosskuhle.

NPD er et af de partier, som lektor Angela Bourne fra Roskilde Universitet, analyserer for at afdække, hvorfor nogle demokratiske stater tyer til et så drastisk middel som at forbyde partier. Hun har tidligere forsket i det overordnede fænomen på tværs af Europa efter Anden Verdenskrig, og nu undersøger hun konkrete eksempler fra tre lande: Sinn Féin i Storbritannien, Herri Batasuna og dets efterfølgere i Spanien og det nyfascistiske Sozialistische Reichspartei Deutschlands, Kommunistische Partei Deutschlands og altså NPD i Tyskland.

Disse og andre partier, der er blevet eller blevet forsøgt forbudt, udfordrer demokratiet, fordi de eksempelvis ser vold som et legitimt middel til at opnå politiske mål eller underminerer demokratiske kerneprincipper som lighed og tolerance ved at angribe udsatte gruppers rettigheder.
»Det er et demokratisk dilemma. Skal demokratiske samfund tolerere disse ubehagelige partier, fordi folk stemmer på dem, og fordi partier er en hjørnesten i demokratiet? Eller skal vi afslå at acceptere disse partier, fordi de er problematiske i demokratiske sammenhænge? Til trods for, at der er en grundlæggende forventning om, at alle holdninger skal kunne udtrykkes offentligt, og at der skal være ytrings- og foreningsfrihed, så sætter mange demokratier faktisk grænser og forbyder partier,« siger Angela Bourne.

Det er ikke en let beslutning at forbyde partier.

»Når et parti bliver forbudt, sker det, fordi beslutningstagerne er overbeviste om, at partiet udgør en trussel mod det demokratiske system, kerneværdier i samfundet eller statens sikkerhed. Truslen skal opfattes som alvorlig i en sådan grad, at man træffer det exceptionelle valg at forbyde et parti. Ofte sker det på baggrund af en udløsende faktor som eksempelvis eskalering af vold, men der skal også noget særligt til, at man går fra, at anti-demokratiske partier udfører anstødelige handlinger til, at man forbyder et parti. Det er en god ting, for det skal ikke være nemt at forbyde et parti,« fastslår hun.
 

Kontroversiel beslutning

Partier, der gennem tiderne er blevet forbudt i Europa, har været ret forskellige. Nogle har repræsenteret yderfløje i det politiske spektrum og har måske stået for politiske holdninger, som er blevet vurderet uforenelige med demokratiet. Andre har arbejdet for selvstændighed for bestemte regioner.

Visse partier som Sinn Féin og Herri Batasuna har haft tilknytning til terrorbevægelser som henholdsvis Irish Republican Army (IRA) og Euskadi Ta Askatasuna (ETA).
Det er vanskeligt at sætte klare parametre op for, hvornår et demokrati skrider til et forbud imod et parti.

»Man kunne forvente, at hvis et parti støtter vold, og hvis det tydeligvis er forbundet med en terrorgruppe, så bør partiet forbydes. Men sådan er det ikke nødvendigvis,« fortæller Angela Bourne.

Hun peger på Sinn Féin som et eksempel, for partiet blev gjort lovligt i Storbritannien i 1974, selvom Nordirland havde været hårdt ramt af politisk vold i de sene 1960’ere og tidlige 1970’ere.

»Den britiske regering håbede, at Sinn Féin med tiden ville blive et redskab til at føre IRA væk fra vold. Det var en kontroversiel diskussion, og det er svært at argumentere for ikke at forbyde Sinn Féin, når mange mennesker bliver dræbt, IRA begår forfærdelige handlinger, og Sinn Féin forsvarede det. Regeringen foretog den kalkule, at i længden – trods moralske og etiske problemer – ville det være bedre, at disse holdninger blev udtryk offentligt. I længden kunne det være en vej ud af vold,« forklarer hun.
 

Forbud skaber debat om demokrati

Når demokratiske stater vil forbyde partier, fører som regel det store diskussioner med sig. Nogle argumenterer for et forbud med, at det er et signal til det politiske system om, hvad der er acceptabelt og ikke acceptabelt. Det er en beskyttelse af demokratiet, og det vil være værre ikke at gøre noget.

Andre taler imod forbud ved at argumentere for, at det sjældent er effektivt. Man kan ikke undertrykke bevægelser, der er støttet af mange mennesker, og partierne kan bare opstå igen under nye navne, som det blandt andet er sket i tilfældet med Herri Batasuna i Spanien. Forbud kan skabe martyrer og kan gøre tingene værre.

I eksempelvis Spanien og Tyskland har der desuden været mere filosofiske debatter om, hvad forbud gør ved demokratiet.

»Det har været et centralt spørgsmål om, hvorvidt man underminerer den politiske mangfoldighed ved at forbyde partier. Det kan ses som et angreb på mangfoldighed, ytrings- og foreningsfrihed, og derfor har det også været sager, der hører hjemme i forfatningsdomstolene,« forklarer Angela Bourne.
 

Andre midler mod store bevægelser

Forbud kan stadig komme på tale i demokratiske stater, men der er sket en udvikling.

»I dag er forbud ikke så meget et redskab til at forsvare en belejret stat, for det er ikke længere særlig sandsynligt, især i Vesteuropa, at et parti vil true selve en stats eksistens eller lave et fascistisk eller kommunistisk kup. Nogle argumenterede for, at vi nok ikke længere rigtigt ville se forbud efter Den Kolde Krigs afslutning, men det bliver stadig brugt. Det bliver heldigvis ikke brugt så meget, men det er et redskab i den værktøjskasse, som demokratier kan bruge,« siger Angela Bourne.

Når forbud kommer på tale i dag, handler det ofte om anti-demokratiske partier fra den yderste højrefløj, som har populistiske tendenser.

»Argumenterne er ikke længere så meget, at partierne truer en stats eksistens, men at de angriber kerneværdier som lighed, sameksistens og indvandreres rettigheder,« forklarer Angela Bourne.

I Europa bliver der talt om en højredrejning, som i nogle lande bliver båret frem af mere ekstreme partier. Men forbud mod mange af disse partier vil næppe være den rigtige fremgangsmåde, mener hun.

»Forbud er ikke rigtigt et redskab imod partier, der repræsenterer en mere populær bevægelse. Forbud bliver mere brugt imod ’underdogs’, det er mere for mere marginaliserede grupper,« siger hun.

Der har for nylig været valg i Frankrig, hvor lederen af højrefløjspartiet Front National, Marine le Pen, tabte den afgørende valgrunde.

»Det ville være utænkeligt at forbyde et parti som Front National, for det repræsenterer så stor en bevægelse. Men der er til gengæld blevet brugt mange andre midler imod Front National heriblandt valgsystemet og straf af yderligtgående udtalelser, som da det franske retssystem dømte partiets tidligere leder Jean-Marie Le Pen for at benægte Holocaust og for at opildne til had og etnisk diskrimination, så i den slags tilfælde er der mere passende midler end et forbud. Et forbud er virkelig det ultimative valg, og det er et meget alvorligt middel,« konkluderer Angela Bourne.

Angela Bourne, lektor i Globalisering og Europæisering på Institut for Samfundsvidenskab og Erhverv. Studieleder på International Studies og Global Studies. Underviser på kurset EU Governance på International Studies.