Pandemiforsker udnævnt til ridder af Dannebrogordenen
Igennem mere end 30 års karriere har professor i epidemiologi Lone Simonsen bidraget med vigtig viden inden for folkesundhedsvidenskab og ikke mindst inden for epidemier og pandemier. Hendes arbejde bliver nu belønnet med Dannebrogordenen ved en ceremoni hos H.K.H. Dronning Margrethe.
”Det er en kæmpe ære og et højdepunkt for en hjemvendt udenlandsdansker som mig. Jeg er især glad for at blive anerkendt for min indsats under corona-pandemien,” siger Lone Simonsen.
Lone Simonsen er ansat ved Institut for Naturvidenskab og Miljø på Roskilde Universitet. Siden 2020 har hun været leder af pandemiforskningscentret PandemiX ved Roskilde Universitet.
Central figur under COVID-19
Under COVID-19-pandemien var Lone Simonsen en central figur inden for pandemiforskning. Bl.a. belyste hun superspredning af COVID-19. Sammen med forskere fra Niels Bohr Institutet demonstrerede hun gennem matematiske såkaldte agentbaserede modeller, hvordan kortlægning af superspredning muliggjorde tidlig begrænsning af smitteudbredelse.
Lone Simonsen var under corona-pandemien også en hyppigt brugt epidemiologi-ekspert i medierne. Hendes store eksponering gav hende tilnavnet "Corona-Lone”, og hendes formidling er blevet belønnet med Forskningskommunikationsprisen 2021 fra Uddannelses- og Forskningsministeriet og Forskningsformidlingsprisen 2021 fra Roskilde Universitet (sammen med lektor i matematik Viggo Andreasen). Hun har derudover været medlem af regeringens referencegruppe i Sundhedsministeriet, Statens Serum Instituts ekspertgruppe for matematisk modellering og Sundhedsstyrelsens Advisory Board.
Mere om Lone Simonsen:
- Professor ved Institut for Naturvidenskab og Miljø på Roskilde Universitet. Siden 2020 leder af pandemiforskningscentret PandemiX ved Roskilde Universitet (støttet af Carlsbergfondet siden 2020. Fra 2023 et grundforskningscenter støttet af Danmarks Grundforskningsfond.).
- Simonsens publikationer dækker et bredt spektrum af temaer inden for historisk epidemiologi, sygdomsmodellering, global sundhedsepidemiologi, evaluering af vaccineprogrammer samt interdisciplinær forskning.
- Har en stilling som gæsteprofessor i global sundhed ved George Washington University i Washington D.C.
- Har tidligere arbejdet for WHO og senere ved det amerikanske National Institutes of Health, hvor hun forskede i pandemier og vacciner.
- I 2014 kom Lone Simonsen tilbage til Danmark, først til Københavns Universitet, dernæst til Roskilde Universitet.