Nyt projekt: Hvorfor bliver nogle mennesker bidt af flåter, men ikke andre?
Det er kendt, at flåter tiltrækkes af varme og registrerer CO2, men det er stadig et mysterium, hvordan flåter vælger, hvor de skal bide.
Det skal professor (MSO) Karen Angeliki Krogfelt fra Institut for Naturvidenskab og Miljø på Roskilde Universitet undersøge i et nyt forskningsprojekt, som hun modtager en Villum Experiment-bevilling på cirka 2,5 millioner kroner til fra Villum Fonden.
"Hovedspørgsmålet i projektet er, hvorfor der er nogle mennesker, der altid bliver bidt af flåter, mens andre ikke gør. Hos nogle kravler flåterne på dem uden at bide sig fast, og det er spændende at se, hvad det er hos disse mennesker, der gør, at flåterne ikke bider dem. Er det duftstoffer? Er huden tyk? Er det bakterier i huden, som gør, at man smager dårligt for en flåt?," siger Karen Angeliki Krogfelt.
Forskerne bag projektet vil identificere bakterier på huden hos personer, der ofte bliver bidt af flåter, og fra personer, der sjældent bliver bidt. Forskerne vil observere flåternes bevægelser og valg i forhold til de forskellige hudbakterier for at forstå flåternes biologi, adfærd og valg af vært.
Målet med forskningen er at bidrage til at reducere antallet af flåtbid hos både dyr og mennesker ved at bruge viden om hudbakterier.
Forskerne bruger hjemmesiden flaatinfo.dk til blandt andet at registrere flåtbid, inddrage befolkningen i citizen science-projekter og informere om flåter i Danmark.
I denne omgang har Villum Fonden bevilget støtte til 52 forskningsprojekter igennem Villum Experiment-programmet, der støtter nyskabende og utraditionelle forskningsideer.