| Nyhed

Nyt kunstværk til Roskilde Universitet

Den Danske Forskningsfond har doneret et kunstværk af den anerkendte billedkunstner Maja Lisa Engelhardt til Roskilde Universitet. Billedet blev indviet på Institut for Naturvidenskab og Miljø d. 10 oktober.
Kunstværk af Maja Engelhardt
Her ses et udsnit af det nye kunstværk i bygning 28. Denne sides format tillader desværre ikke at vise billedet i et højformat, der kan vise hele kunstværket.

Af: Camilla Buchardt, RUC Kommunikation & Presse

Relieffet ’Ragnarok/Gimle’ af den internationalt anerkendte kunstner Maja Lisa Engelhardt pryder nu RUC’s nye arkitekttegnede laboratoriebygning på Institut for Naturvidenskab og Miljø.

Relieffet måler 2,20 x 7 m og går dermed næsten helt fra gulv til luft. Om kunstværket fortæller kunstneren selv:

”(…) Det er min hensigt med det nyeste relief til Forskningscenteret at henlede tankerne på det skabte menneske, kontra den totale opløsning, Ragnarok. Den nordiske mytologis afslutning på alt skabt liv nemlig Ragnarok har dog et vidunderligt sted, Gimle gemt i sig. Gimle betyder også Ildlæ og det er det eneste, der står tilbage efter at Ragnarok er destruktionen af alt det skabte (…)”

Kunstværket blev indviet ved en reception d. 10. oktober 2016, hvor bl.a. RUC’s rektor holdt tale:

”Det er vigtigt for et universitet også at være et sted, hvor kunsten har en fremtrædende plads. Kunsten kan sætte rammen for en dialog med videnskaben om livet, om mennesket, dets livsvilkår og myter,” lød det fra Hanne Leth Andersen.

Maja Lisa Engelhardt har tidligere lavet et kunstværk med titlen 'Ask og Embla' til universitetets bibliotek.

Kunstværket er en gave fra Den Danske Forskningsfond.