| Nyhed

Nyt forskningscenter skal bidrage til styrket beredskab mod pandemier

Det nye forskningscenter på Roskilde Universitet, PandemiX Center, skal udforske pandemiers dynamik og effekt.


Viden om tidligere og nuværende pandemier er vigtig for beredskabet imod fremtidige pandemiudbrud. På Roskilde Universitet er et nyt forskningscenter, PandemiX Center, blevet oprettet til at undersøge pandemiers dynamik og effekt. Denne viden kan danne grundlag for beredskabet imod nuværende og fremtidige pandemier.

Professor i folkesundhedsvidenskab Lone Simonsen fra Institut for Naturvidenskab og Miljø er leder af PandemiX Center.

”Vores forskningsgruppe har arbejdet på højtryk, lige siden COVID-19 kom til Danmark. De forskellige ekspertiser i vores gruppe har gjort det muligt at komme med unikke input til myndighedernes håndtering af pandemien. Som forskningscenter vil vi i højere grad kunne dele vores spændende forskning med alle interesserede,” siger Lone Simonsen.

Med en tværdisciplinær tilgang vil forskningscentret tage udgangspunkt i matematisk epidemiologi, og centrets forskere vil desuden samarbejde med kolleger fra både humaniora og samfundsvidenskab. Målet er at forstå, hvordan pandemier bliver påvirket af blandt andet samfundsinstitutioner, livsstil, forholdet mellem land og by, økonomi og migration.

Forskerne i PandemiX Center vil bruge matematiske modeller til at undersøge mønstre og virkning af pandemier og afbødningsstrategier som eksempelvis vacciner og andre biomedicinske interventioner. Forskningscentrets mål er desuden at give let adgang til og skabe synlighed omkring Roskilde Universitets forskning relateret til pandemier og klæde kommende generationer på inden for matematisk modellering af smitsomme sygdomme.

PandemiX Center arbejder sammen med forskere på Niels Bohr Institutet på Københavns Universitet og DTU Sundhedsteknologi. I forskningsprojektet NORDEMICS, som har modtaget cirka 11 millioner kroner fra NordForsk, samarbejder forskningscentret desuden med partnere fra Universitet i Oslo, Norge, Turun Yliopisto (University of Turku), Finland og Lunds Universitet, Sverige.

Læs mere om PandemiX Centerforskningscentrets hjemmeside og følg med i centrets arbejde på centrets Twitter-profil.