| Nyhed

Ny podcastserie gør op med sexisme på universiteterne

Forfatterne bag bogen ‘Sexism in Danish Higher Education and Research’ er klar med en podcastserie, der sætter fornyet fokus på problemet med sexistisk adfærd på de danske universiteter.
podcast
Baggrunden for ny podcastserie er det initiativ, som en gruppe kvindelige universitetsansatte tog i 2020. Her indsamlede de mere end 750 vidnesbyrd og underskrifter fra universitetsansatte.

En ny podcast-serie sætter spot på sexisme og sexistiske krænkelser i universitetsverden. I podcasten ’Do You Know Sexism?’ inviterer forskere og andre førende sexismeeksperter til en diskussion og vidensudveksling, der skal bidrage til arbejdet med at forhindre sexistiske krænkelser i arbejdslivet. 

”Sexisme og sexistiske krænkelser findes stadig på universiteterne. Universiteterne har desværre stadig en patriarkalsk struktur, der prioriterer mænds karriere og løn, og hvor de forskningsområder, hvor kvindelige studerende og ansatte typisk søger hen, underfinansieres konsekvent. Derfor er denne podcast vigtig. Så længe problemet ikke er løst, vil kvinders arbejdsbetingelser i universitetsverdenen være ringere end mænds. Det er naturligvis uacceptabelt, både for Danmark, for universiteterne og for de ansatte,” siger lektor i køn og arbejdsliv ved RUC, Jo Krøjer, som er en af de seks forskere bag podcasten.

Podcasten giver indsigt i årsagerne til, at sexisme kan trives i akademiske organisationer, og viden om, hvordan sexisme påvirker den enkelte person og arbejdspladsen. Som lytter får man også et bud på, hvad ledere kan gøre for at forhindre sexisme og håndtere det, når der er sket:

”Ofte sker sexistiske krænkelser på måder, som lægger op til individuel ansvarliggørelse og håndtering. Men sexisme-sager er komplekse, så ledere og andre aktører bliver tit handlingslammede og ude af stand til at respondere hensigtsmæssigt,” forklarer Eva Sophia Myers, leder af SDUs Gender Equality Team og medinitiativtager til podcasten.

Over 750 vidnesbyrd

Baggrunden for den nye podcastserie er det initiativ, som en gruppe kvindelige universitetsansatte tog i 2020. Her indsamlede de mere end 750 vidnesbyrd og underskrifter fra universitetsansatte.

”Dengang dokumenterede vi, at sexisme og sexistiske krænkelser er et problem på universiteterne. Det førte til, at universiteternes rektorer anerkendte problemet. Samtidig var de ligesom mange andre i tvivl om, hvordan vi bedst greb problemet an, og derfor udarbejdede vi en forskningsbaseret håndbog,” fortæller professor i diversitet og ledelse ved CBS Sara Louise Muhr, en af forskerne bag podcasten.

Det resulterede dengang i bogen ‘Sexism in Danish Higher Education and Research’, der kortlægger karakteren af sexisme på universiteterne og giver forskningsbaserede bud på, hvordan sager om sexisme kan håndteres og forebygges.

I alt udkommer podcasten med syv afsnit, hvor forfatterne bag bogen optræder sammen med hver deres ekspert i studiet hos journalist Trine Askholm.

Podcasten er netop gået i luften med de første fem afsnit. 

Fakta:

Podcasten er skabt af de universitetsansatte i den oprindelige aktionsgruppe bag indsamlingen af vidnesbyrd og underskrifter mod sexisme i universitetsverdenen og podcasten er støttet økonomisk af RUC, SDU, CBS, AU og KU. De fleste af afsnittene er på engelsk for at nå ud til et så bredt publikum som muligt. De kan høres på de gængse podcast-platforme og via dette link til streaker.com

Mere information:

For yderligere information kontakt: ruc.dk/presse
 

Oversigt over afsnit

1. What is Sexism and why do we exert sexist behavior? Medvirkende: Lektor i ledelse og organisation Mie Plotnikof, AU, og professor i diversitet og ledelse Sara Louise Muhr, CBS

2. The Pedagogics and Method of Vignettes as a Tool to Counteract Sexism. Medvirkende: Associate professor, Department of business humanities and law, Ana Maria Munar, CBS

3. Sexism and the leaky pipeline. Medvirkende: Lektor i køn og arbejdsliv Jo Krøjer, RUC, og forperson for Dansk Magisterforening Camilla Gregersen

4. Bias and Everyday Sexism. Medvirkende: Professor i diversitet og ledelse, Sara Louise Muhr, CBS, og HR-direktør i Kemp & Lauritzen Thomas Thorsøe

5. Engaging with the elephant in the room – Sexism seen in an organizational perspective. Medvirkende. Leder af ’Gender Equality Team’ Eva Sophia Myers, SDU, og professor emeritus i kønsstudier Liisa Husu, Örebro University

6. Listening to the victims’ voices. Medvirkende: Koordinator af ’Gendering in Research Network’ Lea Skewes, AU, og professor emerita i politologisk kønsforskning Anette Borchorst, AAU

7. A human rights approach. Medvirkende: Professor i diversitet og ledelse, Sara Louise Muhr, CBS, og chef i Ligebehandlingsafdelingen på Institut for Menneskerettigheder, Bjarke Oxholm