Ny forskning: Ansatte i regionerne står alene med deres trivselsproblemer

Sundhedspersonalet arbejder i frontlinjen af vores sundhedssystem og føler sig stadig mere pressede. Nu kaster ny forskning lys over de komplekse udfordringer, der præger arbejdsmiljøet på hospitaler, psykiatriske behandlingssteder og sociale bosteder rundt om i Danmark. 

Ressourcemangel, høj arbejdsbyrde og manglende anerkendelse. Det er blot nogle af de faktorer, der påvirker medarbejdernes trivsel negativt på landets regionale arbejdspladser. 

I forskningsprojektet ’Psykisk Arbejdsmiljø på Regionale Arbejdspladser’ sætter arbejdslivsforskere fra Roskilde Universitet fokus på, hvordan mere og bedre dialog kan fremme trivslen. 

"Vores forskningsprojekt viser, at dialoger, som fælles udforskning af problemstillinger, er meget værdifulde, og gør, at medarbejdere og ledere får øje på nye perspektiver og skaber muligheder for handling i et hårdt presset arbejdsmiljø”, siger lektor og arbejdslivsforsker Henrik Lambrecht Lund fra Roskilde Universitet. 

Forskeren anerkender, at manglende tid er et centralt problem, men det handler også om den måde, problemstillinger bliver grebet an på, påpeger han: 

”Der er ingen tvivl om, at sygehuse og bosteder mangler ressourcer. Det er et vilkår, som skal håndteres. Men vores undersøgelse viser, at man godt kan fremme trivslen ved at fremme samtalen blandt medarbejderne, så de ikke oplever, de står alene med problemerne.” 

Dilemmaer og paradokser i arbejdet

Dialogen og det at få lov til at fortælle om de problemer, man står med på arbejdspladsen, kan være med til at afindividualisere problemerne, og dermed lette presset på den enkelte medarbejder, forklarer han. 

Han nævner et eksempel med en sygeplejerske, der arbejder på en kirurgisk afdeling, og ofte står over for et fagligt dilemma. Hun har ikke mandat til at informere patienter om, at deres operationer er aflyst og forklare hvorfor. Det skal lægen gøre, men lægen har ofte travlt og er ofte i gang med en operation og har derfor ikke tid til at tale med patienten. Patienten, der er fastende, kan derfor vente i timevis på at få at vide at operationen er aflyst, selvom sygeplejersken har vidst det hele tiden. Nogle sygeplejersker vælger at sige det til patienten, mens andre følger de retningslinjer, der er. 

”Dette dilemma viser os, at medarbejderne har brug for at tale sammen om det forhold, at de nogle gange gør noget andet end det, systemet tilsiger, de skal gøre. For at sikre at systemet ikke bryder sammen og for at sikre en anstændig behandling af borgerne. Når de gør det, kan det give en knude i maven, og derfor har de brug for at tale med hinanden om, hvordan de hver især håndterer hverdagens dilemmaer i arbejdet,” siger Henrik Lambrecht Lund. 

Han fortæller, at forskerne kunne se, at en ’læringsorienteret tilgang’, med strukturerede dialoger om dilemmaer og paradokser i arbejdet, kunne være mere befordrende for det psykosociale arbejdsmiljø end at søge efter løsninger, der ifølge forskeren sommetider blot skaber nye dilemmaer og paradokser:

"På den kirurgiske afdeling var det befriende for medarbejderne at bruge en dialogisk metode hvor de opdager, at hverdagens små konflikter mellem læger og sygeplejersker handlede meget om paradokser i den måde samarbejdet og arbejdsdelingen er organiseret på og mindre om kollegaernes adfærd,” siger Henrik Lambrecht Lund.