| Nyhed

Ny bog: Udviklingen i Øresundsregionen har mistet sin fart

Hans-Åke Persson professor emeritus fra RUC og Christer Persson fra Malmö Universitet har skrevet en ny bog om, hvordan Øresundsregionen har udviklet sig, og hvordan fremtiden ser ud i regionen.
Øresundsbroen
Øresundsbroen er det synlige bevis på forbindelsen på tværs af Øresundsregionen. Foto: Colourbox

 

Hvad er Øresundsregionen? Hvorfor kom den? Hvordan har den udviklet sig – og hvad er dens fremtid og position i Europa?

Alt dette og mere til diskuteres i bogen ’En region i kläm – Berättelsen om Öresundregionen’, som er skrevet af professor emeritus fra RUC Hans-Åke Persson og forsker Christer Persson fra Malmö Universitet.

I Øresundsregionens indledende fase var der to vigtige nøglespillere, der gjorde en forskel for regionens udvikling: Københavns daværende overborgmester Jens Kramer Mikkelsen (S) og Malmøs borgmester Ilmar Reepalu (S). De var en del af en lille kernegruppe af politikere og embedsmænd, som Jens Kramer Mikkelsen har kaldt ”Coalition of the Willing”.

Udviklingen i regionen har mistet noget af den fart, som tidligere prægede den, pendlingen over Øresund er faldet, og mange af de danskere, som tidligere havde bosat sig i Skåne, er flyttet tilbage til Danmark igen, skriver forfatterne i bogen.

De peger dog også på, at integrationen i regionen er nået langt, og at mange unge tror på Øresundsregionen:

”De fleste interviewpersoner i bogen peger på den skærpede grænsekontrol som et kraftigt tilbageslag for integrationen. Samtidig har tilbageslaget givet os perspektiv på de faktiske successer i Øresundsregionen. Vi er blevet mindet om regionens fremskridt midt i tilbagegangen. Den unge politiske generation, der nu tager over, ser meget mere positivt på fremtiden,” siger Hans-Åke Persson. 

Mere information

For yderligere information kontakt:

Professor emeritus, Hans-Åke Persson, tlf. 45 0046 7086 /0046 70865 5217, e-mail: hansp@ruc.dk