Ny bog: Podcasting styres i højere grad – men ikke kun - af penge og ’big data’
For cirka 20 år siden dukkede podcasts op som en ny medieform, og i mange tilfælde var det amatører, der startede podcasts som ’gør-det-selv’-projekter. Men podcasting har udviklet sig til en meget mere kommerciel, dataficeret og professionaliseret disciplin.
I deres nye bog ’The Institutional Development of Podcasting – From Participatory Practice to Platform Content’ samler lektor Aske Kammer fra Roskilde Universitet og lektor Thomas Spejlborg Sejersen fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole op på podcastingens udvikling i mediets cirka 20-årige historie.
”Der har været en stigende interesse for podcasts de senere år, både i branchen og blandt studerende og forskere. Men der har manglet det store og forskningsbaserede overblik over, hvad det egentlig er, der sker med podcasting. Det er i al ubeskedenhed det, vi prøver at bibringe med vores nye bog, hvor vi trækker de store linjer,” siger Aske Kammer.
Bogen giver et overblik over og en forklaring på, hvordan podcasting har ændret sig, og hvordan det har udviklet sig fra en hobbyaktivitet, der blev lavet hjemme i kælderen, til big business, som er en vigtig del af indholdet på platforme som Spotify. I bogen trækker forskerne især på eksempler fra Nordeuropa og USA og bygger videre på deres forskning i podcastmarkedet og dets forretningsmodeller.
Forfatterne har et særligt fokus på de forretningsmæssige og teknologiske udviklinger, som har formet udviklingen.
”Der er kommet flere penge, mere ”big data” og mere professionel styring ind i podcasting. Men samtidig står gør-det-selv-ånden fra den tidlige begyndelse også stærkt blandt især uafhængige podcastere. Så det er et broget billede med masser af selvmodsigelser, vi optegner – men der er ikke tale om en forfaldshistorie,” siger Aske Kammer.
’The Institutional Development of Podcasting – From Participatory Practice to Platform Content’ er udgivet på forlaget Routledge.