| Forskningsnyt

Ny bog om etiske udfordringer ved nedfrysningsteknologier ved fertilitetsbehandlinger

Filosofi-forskere på Roskilde Universitet bidrager til ny bog med etiske analyser i relation til fertilitetsbehandlinger.
Thomas Søbirk Petersen
Thomas Søbirk Petersen er professor ved Institut for Kommunikation og Humanistisk Videnskab på Roskilde Universitet og en af forfatterne bag ny bog.


Post.doc Rune Klingenberg og professor (MSO) Thomas Søbirk Petersen er medforfattere på en ny monografi. Bogen handler om etiske og juridiske udfordringer for de skandinaviske landes lovgivning for brug af nedfrysningsteknologier i forbindelse med fertilitetsbehandling. 

I bogen behandler forskerne en række vanskelige og aktuelle dilemmaer i relation til, hvilke nedfrysningsteknologier vi bør anvende for at få børn, og hvem der bør have adgang til at få børn ved hjælp af disse teknologier.

”Et eksempel er den del af dansk og norsk lovgivning, der gør det strafbart, med op til fire måneders fængsel, at hjælpe kvinder med at nedfryse deres æg i mere end 5 år, mens der ingen grænser er for nedfrysningen af mænds sæd. Vi undersøger nogle af begrundelserne for denne forskelsbehandling i de to landes lovgivning og forholder os kritisk til lovgivning ud fra værdier som 'ejerskab over egen krop' og 'lige adgang til at få børn," fortæller Thomas Søbirk Petersen. 

Bogen er resultatet af et tværvidenskabeligt samarbejde med bl.a. juraprofessor (MSO) Janne Rothmar Herrmann fra KU og professor (MSO) i kulturstudier ved SDU Charlotte Kroløkke. Samarbejdet er samlet under et projekt med navnet ICE AGE, som RUC er partner i, finansieret af Danmarks Frie Forskningsfond.

Læs mere om bogen på forlagets hjemmeside
 

Mere information

For yderligere information kontakt professor Thomas Søbirk Petersen, e-mail: thomassp@ruc.dk, mobil: 2383 0238