| Forskningsnyt

Ny bog af Garbi Schmidt er inspireret af doktordisputats om Nørrebro

Doktordisputaten ’Nørrebros indvandringshistorie 1885-2010’ har inspireret forsker til at skrive skønlitterær roman. Bogen er netop udkommet på Gyldendal.
Garbi Schmidt
Professor (mso) Garbi Schmidt.


Kan videnskabelig forskning formidles uden for akademiske tidsskrifter og auditorier? Det kan den selvfølgelig ifølge RUC-professor (mso) Garbi Schmidt, og det er hendes nye roman et godt eksempel på.

”I forbindelse med mit arbejde med en doktordisputats om Nørrebro blev kimen lagt til 'Ebba', som således bygger på grundig historisk forskning. Et anderledes stykke forskningsformidling!,” fortæller Garbi Schmidt.

Bogen bygger på research fra hendes doktordisputats ’Nørrebros indvandringshistorie 1885-2010’, som er en kilde til at forstå hverdagslivet på Nørrebro.

Gennem disputatens fem tidsnedslag giver hun et detaljeret indblik i, hvad Nørrebro var for et sted, og hvad det ville sige at bo på Nørrebro.

Scenen for bogen 'Ebba' er ligeledes sat i København i begyndelsen af det tyvende århundrede.

Ebba er tjenestepige for en grossererfamilie, og sammen med den er hun flyttet fra Randers til København. Grossereren og Ebba har en fælles lidenskab: litteratur. Den bringer dem sammen, og han sørger meget usædvanligt for, at hun får en uddannelse som boghandler og sin egen forretning i København.

Ebba bor i baglokalet, og boghandlen bliver omdrejningspunktet for vigtige møder: Den vilde og frie Frida, som får Ebba med i kvindebevægelsen, søsteren Sigrid, som behersker vanviddets kraft, og journalisten Rainer, som får Ebba til at drømme om en verden uden for Danmark.

Med sans for detaljer og tidsbillede portrætteres en kvinde, der kæmper for at sætte sig selv igennem.

Garbi Schmidt har publiceret akademiske værker inden for både islamologi og indvandringsforskning. Romanen Ebba er Garbi Schmidts skønlitterære debut som forfatter

 

Mere info


Kontakt Garbi Schmidt