Nudging får flere danskere til at tage stilling til organdonation

Undersøgelser har vist, at hovedparten af danskerne har en holdning til organdonation, men alligevel oplever sundhedsmyndighederne, at mange endnu ikke aktivt har taget stilling til, om de ønsker at være organdonor eller ej.

Derfor lancerede sundhed.dk og Sundhedsstyrelsen i maj 2015 et eksperiment, hvor de borgere, der besøgte sundhed.dk i denne måned, blev mødt af en pop-op-boks, hvor de blev opfordret til at overveje at tage stilling til organdonation. Det skete i et samarbejde med Pelle Guldborg Hansen, adfærdsforsker ved Roskilde Universitet og direktør for Center for Videnskab, Samfund og Politik (RUC og SDU).

Arbejdet med at analysere tallene er ikke afsluttet endnu, men den overordnede konklusion er på plads.

»Vi har helt klart kunnet se en effekt. Vi kunne se en stigning, for ifølge tal fra Sundhedsstyrelsen tog 10.914 flere stilling til organdonation i denne måned sammenlignet med gennemsnittet for samme måned gennem de sidste tre år. Nu skal vi så ind og finde ud af, hvilken betydning andre faktorer har haft, men der er ingen tvivl om, at der var en flot effekt,« siger Pelle Guldborg Hansen.
 

Orker ikke at indstille printeren

Eksperimentet med organdonation er et eksempel på, hvordan begrebet nudging kan bruges aktivt i samfundet.

Egentlig betyder det engelske ord 'nudge' et puf, men begrebet har også fået en anden betydning, efter adfærdsøkonomen Richard H. Thaler og juristen Cass R. Sunstein udgav bogen 'Nudge – Improving Decisions About Health, Wealth and Happiness' i 2008.

Samtidig med bogens udgivelse arbejdede Pelle Guldborg Hansen på de mere teoretiske aspekter, der ligger bag nudging, men bogen inspirerede ham til at arbejde mere anvendelsesorienteret. I dag er han en internationalt anerkendt ekspert på området.

»Tommelfingerreglen er, at nudging er faktorer, som ikke burde betyde noget i princippet, men som gør det i praksis,« forklarer han.

Et nudge er et tiltag, hvor man med afsæt i moderne adfærdsvidenskab påvirker folks adfærd med psykologiske virkemidler, som altså ikke burde have nogen betydning, men som alligevel har det. På den måde er det muligt at påvirke folk uden at belønne eller straffe bestemte holdninger eller udelukke valg.

I teorien burde vi som mennesker være ufejlbarlige beslutningstagere, men vi agerer ofte uhensigtsmæssigt på grund af mentale genveje, rutiner og vaner. Det betyder, at gode intentioner let strander, før de bliver til handling. Vi bliver for eksempel påvirket stærkt af den såkaldte default-effekt, hvor vi glemmer eller finder det lettest at ignorere de forudindstillede valg på vores printere, mobiltelefoner eller i vores pensionsaftaler. Hvis printeren er sat til at printe på én side af papiret, printer vi på én side, selvom det måske var mere hensigtsmæssigt og miljørigtigt at printe på begge sider af papiret. For vi orker bare ikke at ændre standardindstillingen.

I forhold til spørgsmålet om organdonation har mange danskere en holdning, men en del hænger fortsat fast i standardindstillingen, hvor deres holdning forbliver ukendt for deres pårørende og for sundhedsmyndighederne.
 

Bedre at spørge folk

Debatten om organdonation er ikke ny, og med jævne mellemrum blusser diskussionen om forskellige løsningsforslag op.

Lige nu skal man aktivt foretage et tilvalg, hvis man ønsker at stå registreret som organdonor, men for tre år siden vendte flere af Folketingets politikere tilbage til at overveje en model, hvor borgerne automatisk er registreret som organdonorer, så de i stedet må træffe et aktivt fravalg, hvis de ikke ønsker at donere deres organer.

Men sådan et løsningsforslag er ikke uden etiske problemer.

»Man kan selvfølgelig have en utilitaristisk tilgang til sagen, hvor man vælger den løsningsmodel, hvor færrest falder i den forkerte kasse. Det ville man måske kunne gøre, hvis det drejede sig om printere, men organdonation er et personligt anliggende, hvor det ufravigelige udgangspunkt er, at man har ret til at bestemme over sin egen krop, så her kan man ikke bare vælge den utilitaristiske tilgang,« siger Pelle Guldborg Hansen.

I forlængelse af den politiske debat meldte han sig på banen og blev involveret i arbejdet med at bruge nudging til at få borgerne til at tage stilling. Arbejdet mundede ud i en national handlingsplan, der lagde grunden for eksperimentet med pop-op-boksen på sundhed.dk.

»Vi behøver slet ikke at vælge mellem modellerne med tilvalg eller fravalg, for vi har en overlegen mulighed. Med den digitalisering, vi har i samfundet i dag, kan vi i stedet opfordre folk til at tage stilling til organdonation på en effektiv måde,« konstaterer han.
 

Misforståelse af nudging

Tilgangen til eksperimentet har ikke været at få et bestemt svar.

»Der har været en misforståelse af, at nudgeperspektivet på organdonation handlede om at lokke folk til at registrere sig som donorer, men det har slet ikke været formålet. Målet var at få folk til aktivt at tage stilling. Eksperimentet har ikke forholdt sig til spørgsmålet om organmangel, men har handlet om at prøve at undgå, at folk havnede i den forkerte kasse«, siger Pelle Guldborg Hansen.

Et af de fundamentale kendetegn ved nudging er, at man kan påvirke mennesker uden at fratage dem valgmuligheder. Derfor havde folk også stadig mulighed for at klikke sig videre uden at følge pop-op-boksens opfordring til at tage stilling.

Pelle Guldborg Hansens konklusion er, at eksperimentet med spørgsmålet på sundhed.dk har haft en positiv effekt, og det åbner også op for muligheder fremadrettet.

»De næste spørgsmål er så, hvor langt man kan nå med problemet, hvis man fortsætter. Man kan også overveje, om man skal stille spørgsmålet på borger.dk, eller om man skal sende en mail ud til folks elektroniske postkasse. Skal spørgsmålet kun poppe op én gang i dit liv, én gang om året, eller hver gang du flytter,« siger Pelle Guldborg Hansen.
 

De grønne fodspor førte an

Pelle Guldborg Hansen har udført og deltaget i mange forsøg, der demonstrerer effekten ved nudging.

Et af eksemplerne var, da hans studerende fra Roskilde Universitet satte en række grønne fodspor op, så de førte hen til skraldespande i København. Det gjorde folk mere tilbøjelige til at smide deres affald det rigtige sted frem for at smide det på gaden.

De grønne fodspor gjorde skraldespandene mere fremtrædende, og folk vidste egentlig godt, hvad de burde gøre. Men der skulle en lille faktor, som ikke betyder noget i princippet, men som gør det i praksis, til for at få dem til at gøre det rigtige.

I dag er de grønne fodspor og fremtrædende skraldespande blevet et kendt 'varemærke' for København, og de er blevet brugt i forskellige byer i verden herunder i Sverige, England og Australien.