Mediechef tager RUC-kompetencer med sig til stor sportsbegivenhed
Pressemeddelelser og -rådgivning, samarbejde med tv-produktionshold, opdateringer på sociale medier og planlægning med myndigheder, sponsorer og kommuner. Det er bare nogle af de opgaver, som Christoffer Lehmann løser som mediechef for Danmarks største cykelløb PostNord Danmark Rundt.
Positionen som mediechef varetager Christoffer Lehmann ved siden af studierne på RUC, der har klædt ham godt på til arbejdet under den store sportsbegivenhed.
”Helt grundlæggende arbejder jeg med strategisk kommunikation ud fra en teoretisk og praktisk forståelse, som jeg har lært på RUC. Det gælder blandt andet en accept af, at det at agere strategisk er det, vi gør med produktet og kommunikationen under de givne forhold og under de omstændigheder, som udspiller sig. Vi kan planlægge og formulere strategier hjemmefra, men det er, hvilke taktiske valg vi tager ’derude’, som definerer, hvilken strategi vi rent faktisk praktiserer,” siger Christoffer Lehmann og fortsætter om de kompetencer, han tager med sig fra RUC:
”En grundlæggende kompetence er derfor også omstillingsparathed og villighed til at søge de bedste kompromiser med alle omkring den opgave, der skal løses. Projektarbejdet på RUC er læren om, hvad der venter ude i virkeligheden. Og man får evnen til at samarbejde med i rygsækken – både med dem, der ligner dig selv, og dem, der ikke gør,” forklarer mediechefen.
Christoffer Lehmann læser etfagskandidatuddannelsen i Kommunikation på RUC, hvor flere af fagene koncentrerer sig om at udvikle de studerendes digitale kompetencer. Herudover undervises i en række tilvalgsfag, hvor Christoffer vægter retorik, PR og politisk kommunikation. Efter planen afleverer han sit speciale i 2018.