Line Reinhardt modtager transportforskningspris
Hedorfs Fonds Transportforskningspris 2023 går til lektor i datalogi Line Reinhardt fra Roskilde Universitet.
Prisen uddeles hvert andet år til en forsker, som har ydet en særlig indsats for udviklingen af forskning og brobygning inden for transportområdet i Danmark.
Line Reinhardt beskæftiger sig i sin forskning med energi-effektivisering af godstransport - ikke mindst inden for det maritime område. Hun forsker bl.a. i, hvordan man kan optimere lastning og losning af skibe, så man kan nedbringe forbruget af skibsbrændstof.
”Jeg er meget stolt og taknemmelig over at modtage Hedorf Fonds Transportforskningspris. Denne anerkendelse af min forskning inden for transport betyder rigtig meget for mig, fordi transport er motoren, som holder samfundet sammen, og det er der efter min mening ikke fokus nok på. Min interesse er især effektivisering af transporten for at reducere udledningen af CO2 uden af at gå på kompromis med service. Denne pris er netop med til at skabe fokus på området,” siger Line Reinhardt.
Direktør for Hedorfs Fond Klaus Topholm siger om prisen til Line Reinhardt:
”Line Reinhardt er en af de dygtigste forskere på sit felt. Hun har både igennem sin undervisning, forskning og som leder af Center for Maritim og Marin Forskning på RUC vist, at hendes bidrag til en effektiv og grøn fremtid for godstransportsektoren er meget værdifuldt. Og så har hun blik for samarbejder på tværs af discipliner og institutter og skaber interesse for transport hos studerende gennem samarbejde med transportvirksomheder.”
Mere information
For yderligere information kontakt pressekonsulent Camilla Buchardt, e-mail: camilbu@ruc.dk
Fakta om prisen
Historien bag Hedorfs Fondens transportforskningspris:
Prisen er oprettet af Hedorfs Fond og uddeles i samarbejde med Transportøkonomisk Forening - TØF. Prisen skal bidrage til en øget forskningsindsats på transportområdet og uddeles som en anerkendelse til en internationalt anerkendt og etableret forsker, der har gjort sig særlig fortjent ved en betydelig indsats inden for udviklingen i Danmark inden for transport, logistik og tilgrænsende fagområder med en væsentlig orientering mod godstransport.