LEGO-direktør holder workshop med RUC-studerende
Direktøren af LEGOs afdeling i Japan, Steen Kokkenborg, mødes med et hold kandidatstuderende på Kultur- og Sprogmødestudier fra Roskilde Universitet tirsdag den 30. august. Mødet tager form som en workshop, der tager udgangspunkt i LEGOs japanske afdeling og mere konkret de udfordringer, der udspiller sig på tværs af kulturer i en stor international virksomhed.
De studerende skal arbejde med de mange forskellige kulturmøder, som opstår i en globaliseret virksomhedskultur, hvor flertydighed og forskellighed er et grundvilkår, som indeholder både store potentialer og udfordringer. Eksemplet skal munde ud i en diskussion og udvikling af nogle løsningsforslag på de konkrete udfordringer, som opstår i en stor international koncern.
Er du kandidatstuderende på Kultur- og Sprogmødestudier på Roskilde Universitet, har du mulighed for at deltage i workshoppen.