Kronik: Mediernes klimadækning er for sparsom og for snæver. Der er brug for at gentænke arbejdsgangene

Denne kronik har været bragt i Information den 3. februar 2025.

Klimaforandringer er på én gang presserende og uhåndgribelige og derfor svære at forene med nyhedsdækningen. Af den årsag har medierne vidt forskellige og sjældent helt velovervejede tilgange til dækningen af dem. Fund fra min afhandling om dansk klimajournalistik peger på forskellige strategier til at strukturere klimadækningen.

I en tid hvor klimaforskere har svært ved at forklare de hurtigt stigende temperaturer, og Klimarådet i sin nyligt udgivne rapport skriver, at »verden kan være på randen af en klimakatastrofe«, spiller medierne en afgørende rolle i forhold til at informere om situationens alvor. Størstedelen af befolkningen får nemlig sin viden om klimaforandringer via medierne. Men det er ikke så ligetil.

Helt tilbage i 1983 beskrev Sharon Friedman miljøjournalistikken som ’Mediernes problembarn’. Hun argumenterede for, at flere faktorer ved miljøstoffet gjorde det vanskeligt at dække journalistisk, herunder den videnskabelige usikkerhed og det faktum, at det berører flere stofområder såsom videnskab, økonomi og politik.

I løbet af de 41 år, der er gået, har meget ændret sig: Miljøjournalistikkens fokus har flyttet sig fra lokale miljøproblemer til globale klimaforandringer. Klimaforandringer manifesterer sig i højere og højere grad, og i Danmark har klimaforandringer været højt på politikernes, borgernes og mediernes dagsorden siden klimavalget i 2019 og den efterfølgende klimalov.

Alligevel viser min ph.d.-afhandling, at klimaforandringer fortsat er mediernes problembarn. Det er det, fordi klimaforandringerne udfordrer nyhedsmediernes fælles regler og idealer på adskillige områder – herunder stofområder, nyhedskriterier og fortællegreb som simplificering og visualisering.

Klimadækning er bøvlet og dyrt

Min undersøgelse af syv dagblades dækning (Jyllands-Posten, Politiken, Berlingske, Information, BT, Børsen og Ekstra Bladet) mellem 2018-2021 viser således, at deres korte tidshorisont på typisk 24 timer betyder, at klimaforandringer i høj grad dækkes som enkeltstående begivenheder, mens længerevarende forandringer overses.

Eksempler på længerevarende forandringer kunne være tørken på Afrikas Horn eller det stigende grundvandsspejl i Danmark, mens begivenheder ofte er politiske eller erhvervsmæssige situationer. Det kan for eksempel være en landbrugsaftale i forlængelse af klimaloven eller historier om grønne investeringer i en virksomhed.

Klimajournalistikkens fokus er derfor overvejende grøn omstilling og altså i højere grad en omstilling af markedet end af mentaliteten. Klimaforandringer defineres derfor også i høj grad som et problem af erhvervsfolk og politikere.

Samtidig er det svært at forene noget, der sker langt væk i tid og sted, med nyhedskriterier som aktualitet og identifikation. Særligt på tv, hvor billeder spiller en ekstra stor rolle. For hvordan visualiserer man noget, der ikke er sket endnu?

En informant i mit interviewstudie med danske klimajournalister forklarede, hvordan landmanden altid bliver rammen om historier om landbrugets manglende C02-reduktioner, da det er svært at se offeret: Er det for eksempel unge mennesker? Fremtidige generationer? Eller en person, der bor i Bangladesh?

Konsekvensen kan være, at klimaforandringer prioriteres lavere end dagsaktuelle emner, der kræver mindre tid at lave og dermed færre penge. Som en af klimajournalisterne forklarede, er det billigere at sende en journalist til Christiansborg og lave en artikel om, at to politikere er uenige end f.eks. at lave en artikel om, hvad problemet er med naturgas.

Et dansk studie viser samtidig, at klimaforandringer dækkes mindre end finansloven og krimistof. Klimaproblemernes omfang og alvor afspejles altså langtfra i mængden af journalistik.

Klimajournalistik skal på pensum

Endelig betyder klimaforandringers tværdisciplinære natur, at journalisterne skal sætte sig ind i mange videnskabs- og politikområder, og det passer dårligt med journalistikkens traditionelle inddeling i stofområder. Samtidig gør kompleksiteten, at mange ikkespecialiserede journalister ikke er klædt tilstrækkeligt på til at stille kritiske spørgsmål og fange urigtige oplysninger fra kilderne.

Min undersøgelse af dagbladenes dækning finder særligt en del ukritiske artikler om samarbejder inden for erhvervslivet. Det er for eksempel en historie om en ny alliance af virksomheder inden for biotech, der skal fremme grøn omstilling med kilder udelukkende fra alliancen selv.

Et oplagt sted, man kunne forsøge at imødekomme udfordringerne med klimaforandringernes kompleksitet, er journalistuddannelserne. Netop dette har jeg undersøgt i samarbejde med nordiske kolleger, og undersøgelsen viser, at klima sjældent optræder i kursusbeskrivelser på journalistuddannelser i Danmark, Norge, Sverige og Finland.

Vi peger på, at integrationen af klimaforandringer i undervisningen hænger sammen med, hvordan man opfatter dem: Ser man klimaforandringer som et stofområde, eller et emne på linje med for eksempel politik eller økonomi, er det ikke nødvendigvis uddannelsens opgave at undervise i det, men noget, man kan specialisere sig i på sin kommende arbejdsplads.

Ser man i stedet klimaforandringer som en disciplin, der kræver særlige kompetencer og viden, kan man argumentere for, at det bør være en del af undervisningen.

Ser man klimaforandringer som en dimension, der går på tværs af alle emner, bør de være en del af alle kurser, samtidig med at de kræver en grundviden. Og ser man endelig klimaforandringer som videnskab, kan man lære at dække det gennem mere generiske kurser i metode og teori.

Der er altså mange måder at inkorporere klima i undervisningen. Et potentiale, vi har til gode at se udnyttet.

En intens og mere bred klimadækning?

De forskellige forståelser af klimaforandringer afspejles også i, hvordan nyhedsmedierne strukturerer klimadækningen og dermed påvirker den på forskellige måder. Stofområder er en måde at systematisere nyhedsdækningen på. De sikrer specialiserede journalister, der følger op på historier.

Oprettelsen af miljø som stofområde i amerikanske aviser tilbage i 1972 sikrede således en særskilt plads til stoffet udover videnskabsstof. At behandle klimaforandringer som et stofområde kan dog føre til, at de ikke berøres på andre stofområder, så man for eksempel dækker erhverv, økonomi og vejr uden at have klimaaspektet for øje.

Det har blandt andet været kritiseret af det journalistiske fællesskab #rydfladenforklimaet, der har til formål at »inspirere til langt bredere, bedre og mere intens klimadækning«.

At behandle klimaforandringer som en dimension, og dermed en del af alle stofområder, kan fremme en bredere dækning. Det er TV 2’s ambition med en klimastrategi, der skal sikre, at klima går på tværs af kanalens nyhedsafdeling. Risikoen er dog, at man mangler specialiserede journalister, der følger op på historier og har tilstrækkelig viden til at stille de kritiske spørgsmål.

En anden vej at gå kan være at sende specialiserede journalister ud på de enkelte redaktioner. Et interviewstudie af miljøjournalister viser således, at journalister, der blev sendt ud på andre stofområder i forbindelse med, at miljø blev nedlagt som stofområde, formåede at trække miljødækningen med.

Hvilken løsning, der er den mest hensigtsmæssige, kan jeg ikke svare på. Men jeg vil opfordre nyhedsmedier til at diskutere deres syn på klimaforandringer, så de kan tage højde for konsekvenserne af deres måde at dække dem på.