It’s Cool to Care

Cool to Care er en trivselsindsats, som er udviklet af Studielivsprojektet, Særlig Vejledning og Studenterrådet på RUC.
It's cool to care postkort


Vi ved, at selve samtalen om, hvad der er vigtigt, hvad der er godt, og hvad man har brug for, er med til at konstituere gode studieliv. Det primære formål med Cool to Care er således at skabe anledninger til og kultur for at tale med hinanden om studielivet – også når det er vanskeligt, og også på tværs af forskellige grupper på universitetet.

Gode studieliv vedrører alle.

Cool to Care-indsatsen på RUC består af fire elementer.

1: Studielivs-ambassadørerne

Ambassadørerne er en række studerende og videnskabelige og administrative medarbejdere, som har deres daglige gang i forskellige miljøer på universitetet. Ambassadørerne påtager sig at rejse studiemiljø- og trivselsdebatter nedefra, dér hvor de kommer, og dér hvor de synes, at det er vigtigt. I samtaler med videnskabeligt eller administrativt personale eller med studerende. I kantinen, ved kaffemaskinen eller på gangen. I møder eller ved undervisning og vejledning.

2: Postkort som anledning til dialog

I forbindelse med semesterstarten 2020F omdeles postkort, som opfordrer til at fortælle andre om, hvad man synes er vigtigt for det gode studieliv.

3: Samtalesaloner om studieliv

Salonerne er faciliterede samtaler i mindre grupper, der har til formål at skabe lokale samtaler og grobund for god kultur tæt på hverdagens hold, grupper og aktiviteter. Baggrundsgruppen tilbyder sig som ressourcer, der kan facilitere salonerne sammen med lokale medarbejdere og studerende, men har også udarbejdet en skitse til saloner, som andre selv kan tage op og arbejde fra.

4: Dialogmøde om studieliv og trivsel

Dialogmødet rejser spørgsmål om studieliv og –trivsel på tværs af vip, tap og stud. Baggrundsgruppen, ambassadører og andre relevante og interesserede RUC-aktører bidrager med erfaringer og indsigter. Her er fokus på at drøfte tendenser og initiativer, tiltag eller forandringer, som kunne afhjælpe eller dæmpe problemer.
 

Ringe i vandet

I løbet af 2020 rejser Cool to Care-dialogerne videre via Studielivsprojektet og dets partnere – med henblik på at skabe lignende anledninger og kulturer for samtale på andre universiteter og professionshøjskoler i Danmark.
 

Kontakt Cool to Care

Du er velkommen til at kontakte Cool to Care på cooltocare@ruc.dk.

 

Studerende snakker sammen