Per Homann Jespersen modtog RUC's forskningsformidlingspris
Roskilde Universitet holdt sin traditionelle årsfest fredag den 16. september, og under den officielle del af årsfesten modtog trafikforsker Per Homann Jespersen Roskilde Universitets forskningsformidlingspris.
Lektoren fra Institut for Mennesker og Teknologi blev indstillet til prisen for sit mangeårige arbejde med at formidle danske og internationale forskningsresultater vedrørende transport, miljø og klima til borgere, beslutningstagere, virksomheder og myndigheder.
"Vi har lagt særlig vægt på den længerevarende, fremragende forskningsformidling, og hans evne til at flytte formidlingen ud i samfundet," lød begrundelsen, da prorektor Peter Kjær overrakte beviset for prisen.
Formålet med Roskilde Universitets forskningsformidlingspris er at hædre en forsker eller forskningsgruppe, der har udmærket sig ved levende og kreativ forskningsformidling til en bred modtagergruppe.
Danske Banks pris og Den Grønne Pris
Eftermiddagen bød også på andre priser. Professor John Andersen fra Institut for Mennesker og Teknologi modtog Danske Banks pris for Social Innovation og Socialt Entreprenørskab, mens to grupper af studerende vandt Den Grønne Pris, som blev overrakt af salgsdirektør Lars Nielsen fra Siemens.
Andreas Egholm Larsen, Daniel Nielsen og Simon Wederkinch har lavet semesterprojektet 'Siemens Market Entry on the PFC-Market' på International Business Administration, og Mads Johannes Jespersen, David Ciaran Rommedahl og Oliver Spork stod bag semesterprojektet 'Engagement, Situated Knowledge, Collaboration, Organization' på Humanistisk-Teknologisk Bachelor (HumTek).
Tre nye æresdoktorer
Udover priser blev der også udnævnt doktorer og æresdoktorer ved årsfesten. De tre nye æresdoktorer er professor Naomi Oreskes fra Harvard University, dr.phil.habil. Frigga Haug og professor Lynn Froggett fra University of Central Lancashire.
Desuden blev professor (MSO) Garbi Schmidt og professor Jacob Torfing tildelt doktorgrader for deres afhandlinger. Garbi Schmidt blev tildelt den filosofiske doktorgrad dr.phil. for afhandlingen 'Nørrebros indvandringshistorie 1885-2010', mens Jacob Torfing blev tildelt den samfundsvidenskabelige doktorgrad dr.scient.adm. for afhandlingen 'Collaborative Innovation in the Public Sector'.