Gør som i Norge – opprioriter humaniora

Debatten om underfinansieringen af humaniora og samfundsvidenskab har raset siden regeringens forslag til Finansloven 2020 blev offentliggjort. Blandt de seneste bidrag til debatten var et indslag i DR2 Deadline d. 21. november med Uddannelses- og Forskningsminister, Ane Halsboe-Jørgensen, hvor ministeren udtaler:

”Jeg sagde ikke, at vi nødvendigvis skulle bruge flere humanister, men jeg siger at humanisterne som gruppe bliver og er centrale i vores samfund, og det er jeg slet i tvivl om”.

Den gode nyhed er, at ministeren anerkender humanisternes centrale bidrag til vores samfund. Den knap så gode nyhed er, at ministeren desværre bidrager til en anden debat, end den vi i virkeligheden burde have lige nu. 

»
Der er en klar diskrepans mellem de mål, som opstilles for vores samfund, og den politik, man fører for at tilvejebringe den.

Debatten om det såkaldte taxameterløft til humaniora og samfundsvidenskab handler ikke om mængden af humanistiske og samfundsvidenskabelige studerende. Den handler om kvaliteten i den uddannelse vi kan tilbyde de studerende. Bemærk at taxameteret til humaniora og samfundsvidenskab fortsat er den absolut laveste takst til uddannelser, og at de samme fag også har betydeligt lavere basismidler til forskning og betydeligt dårligere muligheder for at søge eksterne fondsmidler end andre hovedområder. Vi taler om et allerede udsultet område. Det er denne underfinansiering, som taxameterløftet har kompenseret for - men nu vil regeringen altså fjerne det.

Man fristes til at drage paralleller til Brasiliens præsident Jair Bolsonaro der i maj 2019 annoncerede en nedgang i bevillingerne til humaniora og samfundsvidenskab, fordi de forekom regeringen at være mindre nyttige videnskaber. Gør hellere som Norge, der i disse år vælger at opprioritere humaniora. Det er betydeligt mere fremsynet i en tid præget af populisme og mistillid.
 

Selvopfyldende profeti

Det måske største problem i debatten kommer til udtryk, når ministeren kritiserer humanisterne for ikke at gøre sig relevante for den forestående samfundsomstilling, men samtidig reducerer finansieringen til uddannelserne. For med yderligere finansielle forringelser fratages disse uddannelser muligheden for at udvikle sig og derigennem at skabe den udvikling, som hun selv efterspørger. Der er en klar diskrepans mellem de mål, som opstilles for vores samfund, og den politik, man fører for at tilvejebringe den. I sidste ende vil denne politik føre til, at den nuværende omtale af humaniora blot vil blive en selvopfyldende profeti.

Til trods for mange år med besparelser af forskellig karakter kan der ikke herske tvivl om, at både human- og samfundsvidenskaberne bidrager til samfundsudvikling, sammenhængskraft og selvforståelse. Der er heller ikke tvivl om, at begge har potentiale til at biddrage endnu mere. Et potentiale, der dog kræver investering. Derfor burde en permanentgørelse af taxameterløftet til humaniora og samfundsvidenskab i princippet være indiskutabel.

»
Det er naivt at tro, at der er mulighed for blomstrende og innovative institutioner, når uddannelserne konsekvent underfinansieres.

Desuden burde det være en anledning til endeligt at anerkende og desuden prioritere ud fra, hvad både human- og samfundsvidenskaberne i virkeligheden bidrager med. Et bidrag, der rækker langt ud over hjælp til den grønne omstilling, som er det eksempel ministeren selv fremhæver. For hvordan skal vi skabe grøn omstilling uden dyb indsigt i adfærd og værdier? Og hvordan skal vi vælge teknologiske løsninger uden at kende deres effekt på mennesker, samværsformer og holdningsdannelser? Mødet med ny teknologi kræver i den grad menneskelige værdier og psykologisk indsigt. Humaniora og samfundsvidenskab handler om hele vores evne til at forstå og kende os selv og det samfund, vi lever i.

Der er kommet mange bud på, hvad besparelserne på humaniora og samfundsvidenskab vil medføre i praksis. Færre timer, færre lokaler, mindre vejledning, dårligere normering og meget andet er med al sandsynlighed en del af den virkelighed, vi står over for, hvis ikke lavtakstuddannelserne kan beholde deres løft. Selvom det er umuligt at spå konkret om, hvordan det vil påvirke universitetslandskabet, er én ting dog klar for os: Det er naivt at tro, at der er mulighed for blomstrende og innovative institutioner, når uddannelserne konsekvent underfinansieres.

Derfor appellerer vi til regeringen, såvel som støttepartierne, om at give ministeren den finansiering, det kræver for, at hun (i samarbejde med os) kan opfylde vores formål.
 

Kontaktinformation:

Rektor: e-mail: rektor@ruc.dk, mobil: 2778 2838. Forperson for SR: e-mail: mathilde@sr-ruc.dk, mobil: 2211 1564