| Tæt på videnskaben

Gamle krige bringer nyt

Hvad gør krig ved mennesker? Historikeren Claus Bundgård Christensen finder konstant nye svar ved at forske i verdenskrigene. Et nyt studie skal se på psykiske krigsskader.
Claus Bundgård - bøger - Rubrik
Foto: Uffe Weng


35.000 dansk-sprogede mænd deltog i 1. Verdenskrig. En del af disse fik efterfølgende krigsskadepension af den danske stat. Og journalerne eksisterer stadig.

Næsten lige så mange danske soldater har i de senere år været udsendt på internationale missioner til Irak og Afghanistan.

Selv om der er omtrent 100 års forskel på soldaternes vilkår, har de krigens påvirkninger til fælles – ikke mindst de psykiske krigsskader som fx granatchok.

De gamle journaler giver enestående oplysninger om krigsveteranernes liv og følger dem fra krigen til deres død.

Historiker og lektor Claus Bundgård Christensen fra Institut for Kultur og Identitet har i mange år forsket i verdenskrigene. I et nyt studie af krigsveteranernes liv fordyber han sig i journalernes omfattende oplysninger og ser på, hvordan krigsskader blev behandlet, og hvordan omgivelserne opfattede de skadede mænd.

»Intentionen er at trække paralleller til i dag. Posttraumatisk stresssyndrom optræder i mange af journalerne, selv om denne diagnose ikke fandtes dengang. Vi ønsker med studiet at få mere viden om, hvordan krigsveteraners liv former sig og skabe flere værktøjer til at støtte dem,« forklarer Claus Bundgård Christensen, der i dette studie har tæt kontakt til institutioner, der arbejder med krigsskader.

Moralske dilemmaer
Når vi strømmer til biografen for at se ”Hvidstensgruppen”, og DR2 kan sende krigsdokumentarer stort set hver dag, er det fordi fortællingerne om de ultimative moralske dilemmaer drager os. Virkeligheden er ofte mere utrolig, end vi har fantasi til at forestille os.

»Og selv 1. Verdenskrig lever i bedste velgående blandt pårørende til de gamle krigsveteraner. Det var nogle af de forfærdeligste slag i historien, og der var hjem, hvor man kun talte om krigen. I andre talte man slet ikke om den, men en sort skygge hvilede over familien med gråd om natten. Jeg bliver ofte kontaktet af familiemedlemmer, som er glade for, at jeg i en bog har beskrevet noget af det, faderen har været udsat for,« fortæller historikeren.

At bringe nye historiske informationer frem kan med hans ord lære os mere om, hvordan et samfund reagerer i ekstreme situationer.

Claus Bundgård Christensen har blandt andet set nærmere på Waffen-SS og på den politiløse tid i Danmark, hvor kriminaliteten og selvjustitsen eksploderede.

»Jo mere vi kan lære, jo mere kan vi forhindre fremover. Drabet på de europæiske jøder er ikke det sidste folkedrab, vi har set. Når vi har så mange kilder til Holocaust, kan man komme tæt på og se de strukturer, der får folk til at slå ihjel. Man kan lave profiler af, hvorfor folk bliver gerningsmænd. Var de sadister eller var det ideologier, der førte dem? Det kan give mere viden om, hvordan sådan en udvikling stoppes.«

Når Claus Bundgård Christensen sidder og graver i arkiverne rundt om i verden, er den røde tråd i hans forskning krig og konflikt set ud fra de menneskelige reaktioner og hverdagsliv.

Med hans ord er der skrevet meget om verdenskrigene, og de politiske aspekter har haft stor forsker-interesse, men der er kun forsket lidt i, hvad krig gør ved menneskene.

Historikeren har bl.a. set nærmere på soldaternes overlevelsesstrategier, der udover at kunne være forbundet med religiøse ritualer også handlede om at undgå farlige situationer ved bevidst at fare vild i baglandet og at holde uformelle våbenhviler som ”julefreden” i 1914, hvor soldaterne stoppede krigen og hilste på hinanden.

»Som historiker har man redskaber til analysere på en anden måde. Det er en floskel, at man skal kende fortiden for at forstå nutiden, men det er afgørende for, hvordan moderne mennesker tænker, at mentaliteten i samfundene ændrede sig med krigene,« forklarer Claus Bundgård Christensen.