Fra årsfestarrangør til leder på Roskilde Festival: Fællesskabet blev til en karriere
Alberte Thomsen begyndte på RUC i 2016, hvor hun læste en bachelor i kommunikation og performance design. Gennem hele studietiden var hun aktiv som frivillig – både til Årsfesten og på Roskilde Festival. Erfaringer, der hurtigt fyldte rygsækken, og som i dag har ledt til en lederstilling hos Roskilde Festivalen.
Fire år i Kamarillaen
Under både bachelor- og kandidatuddannelsen var Alberte en del af Kamarillaen – det frivillige udvalg, som hvert efterår står bag RUC’s endagsfestival, Årsfesten. Hun fortæller:
"Det er jo studerende, der arrangerer hele festen, og det synes jeg i sig selv er ret vildt. Vi var 20 studerende og fik lov at stå for det hele. Det gav mig virkelig meget praksiserfaring - især i frivilligledelse, som jeg har haft stor gavn af senere."
Gennem årene har RUC’s årsfest præsenteret kunstnere som Tessa, Blæst, Pil, Suspekt og mange flere. Det er de frivillige studerende, der står for alt fra booking og sikkerhed til barvagter, foodtrucks og brandkurser – noget som Alberte Thomsen understreger virkelig kan få et fællesskab til at blomstre.
"Jeg har fået alle mine allerbedste venner gennem Årsfesten. Det fællesskab har betydet virkelig meget for mig – både under studiet og i dag," fortæller hun.
Fra frivillig til fastansættelse
Første gang Alberte var på Roskilde Festival, var som frivillig. Dagen efter hun blev student, tog hun den lange tur fra Jylland til festivalpladsen. Siden har hun været med hvert år i forskellige roller, og i dag kan hun slet ikke forestille sig kun at være gæst.
"Jeg har været frivillig i mange forskellige funktioner, og med tiden blev jeg en del af produktionen. Det her er min måde at være på festival på. En helt unik oplevelse," siger hun.
I dag møder hun ofte velkendte ansigter fra Kamarillaen – flere af hendes kolleger har nemlig samme baggrund. Derfor opfordrer hun også andre studerende til at kaste sig ud i det, hvis de har en drøm inden for kultur- eller eventbranchen.
"Kom ud og få noget erfaring – stort som småt. Man lærer enormt meget af frivilligt arbejde, og små kulturprojekter kan give dig mere ansvar, end du lige tror. Og tag i praktik. Det var afgørende for mig," siger hun.
Alberte var i praktik hos Roskilde Festival under sin kandidatuddannelse – en erfaring, der sammen med hendes engagement i Kamarillaen og andre frivillige projekter, banede vejen til jobbet som Production Manager.
”En slags feriefamilie”
Noget af det, Alberte Thomsen fremhæver som særligt ved festivalarbejdet, er det stærke fællesskab, der skabes på pladsen.
"Vi er sindssygt mange mennesker – både frivillige og lønnede – der er med til at skabe festivalen. Det giver en følelse af fællesskab, som er helt unik. Mange af os ser ikke hinanden hele året, men når festivalen starter, er det som at være tilbage i sin feriefamilie," siger hun.
Det tætte samarbejde, og den gensidige respekt mellem kollegaer og frivillige, gør arbejdet særligt meningsfuldt for Alberte.
"Man føler virkelig, man er med til at skabe noget sammen. Og når man står der og ser en koncert forløbe godt – som man selv har haft indflydelse på – så kan man godt blive lidt stolt," siger hun.
I dag arbejder Alberte Thomsen året rundt med festivalproduktion og andre events som Roskilde Festival er en del af – og det hele begyndte med frivilligt arbejde på RUC.