| Nyhed

Forskere bidrager til app til at hjælpe udlændinge ind på arbejdsmarkedet

Et EU-finansieret forskningsprojekt med Roskilde Universitet som dansk partner har udviklet en app, som kan give praktisk hjælp til at få flygtninge og asylansøgere ind på det europæiske arbejdsmarked.
WORKEEN
App'en WORKEEN er udviklet i det internationale forskningsprojekt SIRIUS. Illustration: SIRIUS


I anledning af Verdens Flygtningedag lørdag den 20. juni 2020 lancerer det EU-finansierede forskningsprojekt SIRIUS (Skills and Integration of Migrants, Refugees and Asylum Applicants in European Labour Markets) en app ved navn WORKEEN, som er målrettet flygtninge og asylansøgere, der står over for at skulle ud på arbejdsmarkedet for første gang.

App’en er udviklet af et hold af forskere og software-ingeniører fra en række europæiske lande og Canada. Forskere fra Roskilde Universitet har bidraget med at sikre, at WORKEEN-app’en er relevant i en dansk kontekst. WORKEEN er et såkaldt ’serious game’, som er et spil, hvis primære formål i denne sammenhæng er at guide og oplyse.

”Det var vores opgave at sikre, at spillet er relevant for flygtninge i Danmark og i overensstemmelse med de integrationsprocedurer, som man som flygtning skal følge i Danmark. Et eksempel er kommunens rolle. Hvor det i en række andre lande er politiet, der spiller en stor rolle, og eksempelvis formidler kontakten til sprogskoler, forventes flygtninge i Danmark at skabe en tæt kontakt til kommunen, som så via jobcenteret formidler kontakten til arbejdsmarkedet og sprogskole,” siger lektor Somdeep Sen.

WORKEEN-app’en guider den jobsøgende i forhold til både jobsøgning og integration på arbejdspladsen. Brugeren får viden om de skridt, der kræves i jobsøgningsprocessen, og hvordan man bedst agerer i mødet med nye og ukendte arbejds- og sociale sammenhænge. Målet er, at brugeren gennem interaktive spilscenarier udvikler nogle af de kompetencer, som er nødvendige for at have succes på arbejdsmarkedet.

”I et bureaukratiseret og institutionaliseret integrationssystem som det danske er flygtninge i fare for at forsinke deres vej gennem systemet, hvis de ikke følger de rigtige trin på de rigtige tidspunkter. Hvis ikke de henvender sig til de rigtige myndigheder, kan de gå glip af vigtig hjælp. Vi ville derfor sikre, at spillet afspejler den danske kontekst så godt som muligt eksempelvis med hensyn til de forskellige skridt i integrationsprocessen og de typer af offentlige myndigheder, som flygtninge forventes at henvende sig til,” forklarer Somdeep Sen.

 

Tilgængelig på flere forskellige sprog

App’en er inddelt i to faser. Første fase handler om, hvordan den jobsøgende kommer i betragtning til og får et arbejde. Det handler blandt andet om at have de korrekte dokumenter klar som eksempelvis arbejdstilladelse og uddannelsesbeviser. Derudover bliver brugeren for eksempel også guidet til at skrive en god ansøgning, opstille et godt cv og forberedelse til jobsamtale.

I anden fase bliver brugeren guidet til, hvordan vedkommende kan få succes på arbejdspladsen. Det handler blandt andet om rettigheder, men også om sociale sammenhænge omkring kommunikation, adfærd, hverdagsrutiner, påklædning med mere.

WORKEEN-app’en er gratis tilgængelig til Android-enheder, og formålet er, at den kan bruges i individuelle eller kollektive træningssessioner arrangeret af eksempelvis arbejdsformidling, organisationer og andre interessenter, ligesom den kan downloades af den enkelte jobsøgende. App’en er tilgængelig på dansk, engelsk, arabisk, farsi, tjekkisk, finsk, fransk, græsk og italiensk.

SIRIUS-projektet hører under EU's Horizon 2020-rammeprogram. Ud over Roskilde Universitet er projektets øvrige partnere Glasgow Caledonian University (Storbritannien), Université de Genève (Schweiz), European University Institute (Italien), Università Degli Studi Firenze (Italien), Charles University (Tjekkiet), SOLIDAR (Belgien), Solidarity Now (Grækenland), University of Jyväskylä (Finland), National Technical University of Athens (Grækenland) og Multikulturní Centrum Praha (Tjekkiet).

 

Kontakt:

Professor Michelle Pace

Lektor Somdeep Sen