| Nyhed

Eskild Petersen udnævnes til adjungeret professor

Speciallæge i infektionssygdomme og dr. med., Eskild Petersen, udnævnes til adjungeret professor ved Roskilde Universitet.
Eskild Petersen


Eskild Petersen får titel af adjungeret professor ved Roskilde Universitet. Med udnævnelsen bliver han en endnu mere central del af det RUC-baserede PandemiX Center of Excellence, som er et tværfagligt forskningscenter, der studerer mønstre, dynamikker og sundheds-konsekvenser af historiske og nutidige pandemier.

Eskild Petersen er en internationalt anerkendt ekspert i infektionssygdomme og professor emeritus ved Aarhus Universitets Institut for Klinisk Medicin. Han har ydet væsentlige bidrag til global sundhed, især inden for nye infektionssygdomme, antimikrobiel resistens og rejsemedicin.

Eskild har tilbragt flere år på Statens Serum Institut (SSI), som også lægger hus til hans tiltrædelsesforelæsning, der finder sted den 21. august.

Eskild Petersen er udnævnt til adjungeret professor ved Roskilde Universitet i perioden 1. februar 2025 til 31. maj 2029.