DF var det mest aktive parti på Facebook under EU-valget, men ramte ved siden af med indholdet
I en netop afsluttet indsamling af de politiske partiers aktivitet på Facebook op til EU-valget står især én ting klart: Dansk Folkeparti ligger nummer et. Både målt på aktivitet og på viralitet af opslag er Dansk Folkeparti det parti, der brugte Facebook mest i valgkampen.
Alligevel har partiet tabt mandater og haft et skuffende EU-valg. Forklaringen skal ifølge professor (MSO) Mark Blach-Ørsten findes i de emner, partiet talte om under valgkampen:
"Når man ser på de indlæg, som Dansk Folkeparti par lagt op på Facebook, så handler de stort set alle sammen om deres kerneområder; flygtninge og indvandrere og grænsekontrol. Og det er i et bredt omfang ikke det, som vælgerne har haft fokus på i dette valg. Det har været en klimadagsorden, der har stået højt på vælgernes liste," siger Mark Blach-Ørsten, professor (MSO) på Journalistik på RUC.
Mark Blach-Ørsten understreger dog, at der hverken ifølge dansk eller international forskning kan konkluderes direkte mellem aktivitet på sociale medier og valgbarhed. Alligevel afsætter de politiske partier stadig flere ressourcer til aktiviteter på sociale medier. Dette gælder både køb af reklamer og øget aktivitet fra politikerne.
"Vores analyse er med til at understrege, at politisk kampagne ikke kun handler om strategiske aktiviteter, det handler i sidste ende om den politiske substans. Og her ramte DF simpelthen ved siden af skiven i deres EP-kampagne," siger Mark Blach-Ørsten.
I år har Socialdemokratiet slet ikke anvendt Facebook i valgkampen i forbindelse med Europa-Parlamentsvalget, og alligevel fik partiet tre mandater til valget. Kun overgået af Venstre, der fik fire mandater. Venstre benyttede til gengæld Facebook i valgkampen og lå nummer to målt på aktivitet på det sociale medie.
"Venstre producerede bl.a. en række små valgfilm, der handlede om klimaet. De talte også om grænsekontrol, men klimaet lå langt højere på deres dagsorden. Så selvom Venstre, ligesom DF, havde et fokus på grænsekontrol, så gav de også plads til andre emner i deres opslag," siger Mads Kæmsgaard Eberholst, ph.d.-stipendiat og studielektor på Journalistik på RUC.
Data, der ligger bag projektet, er indsamlet som en del af et stort europæisk forskningsprojekt og kan ses på denne webadresse: https://www.electionsmonitoringcenter.eu/countries/DENMARK
Mere information:
For yderligere information kontakt:
- Professor (MSO) Mark Blach-Ørsten, e-mail: oersten@ruc.dk, mobil: 2670 0035
- Studielektor og ph.d.-stipendiat Mads Kæmsgaard Eberholst, e-mail: makaeb@ruc.dk, mobil: 2972 9774