Det smukkeste jeg ved er et menneske

En stille katastrofe.

Sådan lyder overskriften på et af Peder Aggers mange avisindlæg om miljøets tilstand. Den 31. maj går han på pension og siger dermed farvel til stillingen som professor i miljøplanlægning på RUC. Og katastrofe vil måske nok være et lidt for voldsomt ord at bruge om hans exit, men et stort tab for RUC bliver det uden tvivl.   

Bortset fra en afstikker til Miljøministeriet 1987-1994 har Peder Agger været ansat på RUC siden universitetet åbnede i 1972. Han trækker sig tilbage ’uden større beklemthed’, men dog med mange gode ting at berette om universitetet.

”RUC’s store styrke er tværfagligheden og det problemorienterede projektarbejde,” mener Agger.

Derfor er han også ked af afskaffelsen af gruppeeksamen, som han mener lægger ’gift for gruppearbejdet’:

”Hvis den enkelte studerende går ind i projektarbejdet med tanke på en individuel eksamen, vil en individuel tilgang til projektarbejdet også være mest hensigtsmæssig for den enkelte. Det går ud over kvaliteten af det samlede projekt. Og når man kommer ud i arbejdslivet, skal man jo også kunne samarbejde,” påpeger han.

At RUC og undervisningsformen under tiden bliver kritiseret, tager han med ophøjet ro:  

”Vores kandidater efterspørges - bare se på jobopslagene. Det er meget oftere, at RUC’ere kan dokumentere at kunne det, som andre må nøjes med at påstå,” fastslår han og uddyber:

”Det kunne jeg også se, da jeg kom om på den anden side som kontorchef i Miljøministeriet og var med til at ansætte. Her var det tydeligt, at RUC’ere ofte er bedre til at kommunikere, hurtigere, mere fleksible og har bedre og bredere overblik.”

Miljøkamp og mappedyr
Karriereskiftet fra RUC til Miljøministeriet blev ikke foretaget uden betænkeligheder, fortæller han:

”Inden jeg begyndte, havde jeg en forestilling om, at de alle sammen var borgerlige mappedyr. Men jeg fik en kæmpe overraskelse. Desuden var det positivt at blive klogere på ’staten’- ’ham’ som vi på TekSam jo ofte var og er oppe imod.”

Til at begynde med var det planen kun at blive der 3 år. Men først efter syv år kom han tilbage til Marbjerg Mark, da der nu endelig var udsigt til et professorat.   

”Det var en uventet stor omvæltning at komme tilbage, selvom man jo skulle synes, jeg vidste, hvad jeg gik ind til. Det var lidt ligesom, når man er på et godt og larmende værtshus og går udenfor for at trække frisk luft og kigger op og ser, at himmelen er fyldt med stjerner,” forklarer Agger.

”I ministeriet var stemningen til tider hektisk, og der var meget kontrolarbejde. Papirer, der skulle læses igennem for 3. og 4. gang, fordi man skulle se, om de var blevet ændret, siden man så dem sidst. På det punkt var det dejligt at komme tilbage til RUC, tilbage til latteren på gangene - det kan jeg huske, jeg pludselig lagde mærke til. Og ikke mindst friheden til at tilrettelægge sit eget arbejde.”

”Klimadebatten holder liv i sig selv”
Fremadrettet ser Peder Agger både store muligheder og udfordringer for miljøkampen og græsrodsbevægelsen:

”Det, som jeg pt. oplever som et af problemerne, er ekspertificeringen. At en politiker ikke kan udtale sig om vejret uden først at have rådført sig med en meteorolog. For det indebærer, at almindelige menneskers oplevelser og meninger får mindre betydning. Derfor er en af græsrodsbevægelsens vigtigste opgaver borgerinvolvering. Og det er også her RUC har en styrke i at kunne arbejde med bottom-up approachen,” forklarer han.

Det imødekommende smil toner ud, da snakken falder på ’klimatræthed’:

”I 70’erne kæmpede vi for, at vaskemidler og lort ikke skulle skylle direkte ud i vores miljø. Også dengang talte man om ’miljøtræthed’. Men selvom problemet blev løst, er andre siden dukket op, og debatten er ikke forstummet. Sådan vil det også gå med klimadebatten i rigtig mange år.”

”Debatten skal nok sørge for at holde liv i sig selv. Selvfølgelig er der mange, der føler sig desillusionerede, efter COP15, det gør jeg selv, men måske var det ikke kun en fiasko. COP15 gav et koloenormt bidrag til at øge klimabevidstheden globalt,” påpeger Agger.

Etisk Råd
Hvor kampen for miljøet nærmest altid har været en naturlig del af Peder Aggers liv, har han som formand for Etisk Råd fået afprøvet nye sider af sig selv:

”Jeg har været tvunget til at tænke dybere over tingene, og drøfte dem med folk, der også er meget forskellige fra mig selv. Fx havde jeg aldrig troet, at jeg skulle blive venner med en biskop (Elisabeth Dons Christensen, red.). I græsrodsbevægelsen møder man folk, som er meget enige med en selv, og det udfordrer måske ikke en i samme grad.”

Når man spørger ham, om hans synspunkter i Etisk Råd sommetider konflikter med hans holdninger som privatperson, kommer svaret prompte:

”Ja, dilemmaerne er der hele tiden. Fx i problematikken omkring såkaldte donorbørn. Jeg blev ret forskrækket, da det gik op for mig, at man fx kan frasortere 200 befrugtede æg, før man finder frem til det ene, der senere ville kunne levere knoglemarv til en syg storebror eller søster. Principielt er vi i Etisk Råd imod, at et menneske skabes med et andet formål end bare at være sig selv; vi mener, mennesket har en værdi i sig selv. Men nu er jeg selv i familie med en, der har haft leukæmi, og jeg har i Rådet måttet indrømme, at hvis moderen rejste til USA for at få lavet den her ægsortering, så ville jeg støtte hende. Og sådan er der ofte et skisma mellem det, der er bedst for individet og det, der er det for samfundet.”

Men hvad kommer egentlig først, når man er både formand for Etisk Råd og miljømand af hjertet – mennesket eller naturen?

”Mennesket, til enhver tid. Jeg er selv menneske, og det kan jeg ikke sætte mig ud over. Hvis jeg skal sige det lidt simpelt, så er det smukkeste, jeg ved, et menneske. Og ja, det er for menneskets skyld, at vi skal bevare og beskytte naturen, det synes jeg er helt legitimt. Og det skal vi, fordi vi er afhængige af den, og fordi den æstetisk og på mange andre måder er en uendelig kilde at øse af,” forklarer Peder Agger.  

Når man spørger ham, hvad der har betydet mest for ham gennem hans mangeårige karriere, nævner han som det første de 15 år, hvor han var med til at redigere Tidsskriftet ’Naturkampen’. Her følte han, man gjorde en forskel. Og så var det også her, han mødte sin nuværende hustru, læge Ellen Ryg.

Det er også familien, Peder Agger skal bruge en del af sin nyvundne fritid på; udover Etisk Råd (året ud), græsrodsarbejdet og kampen for naturen, selvfølgelig, som han agter at fortsætte med - hvad enten det gælder naturens overlevelse, fuglene på foderbrættet eller kampen mod invasive arter på sommerhusgrunden på Tibirke Sand.

Peder Aggers fødselsdag og pensionering markeres med et fagligt arrangement med paneldebat under titlen ’Naturkampen lige nu’ i Store Auditorium i bygning 00 den 31. maj. 2010 kl. 13-15. Alle er velkomne. Efter debatten vil der blive afholdt reception.