Det grønlandske paradoks

Grønland er et af de steder i verden, hvor klimaforandringer er mest tydelige. Indlandsisen smelter. Klimaforandringerne er en global udfordring, men lige netop i Grønland er billedet ikke kun entydigt negativt.

Som led i et større, internationalt forskningsprojekt har lektor Lars Jensen sammen med kollegerne ph.d.-studerende Astrid Andersen og lektor Kirsten Hvenegård-Lassen fra Roskilde Universitet bl.a. set på, hvordan klimaforandringer og turisme spiller sammen i Grønland.

Turister tager til Grønland for ved selvsyn at se klimaforandringerne, men når de eksempelvis står i Ilulissat og ser enorme isbjerge brække af gletsjeren og glide ud i vandet, er det i sig selv ikke et bevis på klimaforandringer.

»De ser sådan set et naturligt fænomen, for gletsjere har altid smidt isbjerge ud. Man kan forstå klimaforandringernes indvirkninger, hvis man ser på dem over årtier, men man kan ikke se dem, når man står der. En guide kan fortælle om klimaforandringerne, men når turisterne kigger på gletsjeren, kan de ikke se, at den kælver 80-100 kilometer længere inde i fjorden, og de kan ikke se, at accelerationen er hurtigere,« fortæller Lars Jensen.

Det betyder ikke, at klimaturisme ikke har en effekt.

»Turister, der har set gletsjeren kælve i Ilulissat, tager formentlig hjem og er mere bevidste om klimaforandringerne, end da de tog afsted. Det er en informativt gearet oplevelsesturisme. Turisterne får nogle fortællinger om klimaforandringer, og dermed kommer de til at fungere som en slags ambassadører, der kan fortælle, at det er nødvendigt, at der bliver gjort noget. Det kan godt være, de har fået fortalt mere om klimaforandringer, end de egentlig har kunnet se, men de har fået det fortalt på det rigtige sted,« lyder det fra lektoren.

Men forøgelsen af klimaturister kan også have negative effekter, for krydstogtskibe sejler ind i farvande, som er enormt sårbare over for forurening. Derudover er den økonomiske gevinst måske ikke så stor, som man kunne forvente. Lars Jensen peger på, at krydstogterne ofte er med alt betalt, og at indkøbsmulighederne desuden er begrænsede i mange af de grønlandske byer.

»Når skibene lægger til ved små kystbyer i Grønland, kunne man måske tænke, at det er positivt, fordi turisme skaber økonomi. Men det er ikke alle undersøgelser, der viser den effekt ved turisme. Spørgsmålet er, hvor mange penge der reelt bliver lagt i den lokale bygd, hvor skibet lægger til,« siger han.
 

Både muligheder og problemer

I det hele taget er der mange paradokser i forholdet mellem Grønland og klimaforandringerne, for selvom klimaforandringerne kan se dystre ud på globalt plan, er udsigterne isoleret set ikke så mørke for Grønland, selvom forandringerne sætter deres tydelige spor.

Eksempelvis hæver den grønlandske landmasse sig, efterhånden som isen smelter, fordi isen vejer tungt. Det betyder også, at man vil kunne udvinde ressourcer på steder, hvor man ikke ville kunne udvinde ressourcer før. Derudover kan Grønland måske blive et knudepunkt for containertrafik, hvis Nordvestpassagen langs Nordamerikas nordlige kyst bliver isfri i længere perioder end hidtil, for så bliver sejlruten mere farbar og attraktiv.

»Klimaforandringerne giver paradoksalt nok nogle økonomiske muligheder for Grønland samtidig med, at der også er nogle gevaldige problemer, for de traditionelle fangstmetoder bliver udfordret. Fangerne er dybt afhængige af at kunne læse isen og landskabet, men i takt med klimaforandringerne kan de ikke stole på deres læsninger længere. Forandringerne er med til at underminere den jagt- og fangstbaserede del af det grønlandske samfund,« forklarer Lars Jensen.

Det politiske spil byder også på nogle modsætninger, for nok er klimaforandringerne tydelige i Grønland, og nok har udviklingen en direkte påvirkning i landet, men grønlændernes handlerum er begrænset.

»Udledningen af CO2 kommer alle mulige andre steder fra end Arktis, så hvad kan Grønland egentlig gøre? Hvis grønlænderne holdt op med at bruge så meget som et gram kul, kommer det jo ikke til at lave om på det her spørgsmål,« fortæller Lars Jensen og fortsætter:

»Klimaforandringerne er mere noget, der sker for dem, end det er noget, der sker på grund af dem, men hvis man taler med grønlandske politikere, har de en tanke om, at man har en forpligtelse til at hjælpe dele af verden, som man ikke lige kan se for enden af sin næsetip. De har et globalt udsyn, og det er i sig selv imponerende for et ’lille’ land med 56.000 indbyggere, « vurderer han.
 

Giver Danmark plads ved bordet

Grønland har selvstyre, men er reelt underlagt Danmark i Rigsfællesskabet. Det giver Danmark en plads ved bordet med de store aktører på området i eksempelvis Arktisk Råd.

Forholdet mellem Danmark og Grønland er noget af det, som Lars Jensen har forsket i.

»Danmarks position er speciel på grund af Grønland, for var Grønland ikke en del af Rigsfællesskabet, så var Danmark simpelthen ikke til stede i Arktis. Miljøforhold bliver diskuteret lokalt i Grønland, men der foregår også en diskussion i Rigsfællesskabet. Men hvad er Rigsfællesskabet egentlig? Danmark har ressourcerne til at lave eksempelvis klimaforandringsundersøgelser i Grønland, men det vil Grønland have svært ved selv at gøre, for Grønland har ikke midlerne til det. Når jeg udtaler mig om grønlandske forhold, udtaler jeg mig som en forhåbentlig selvreflekteret dansk forsker, « forklarer han.

Roskilde Universitet har arbejdet sammen med to universiteter i Leeds, England, UIT, Norges Arktiske Universitet i Tromsø og Islands Universitet i Reykjavik om det arktiske forskningsprojekt.

Flere artikler om forskning: ruc.dk/rubrik