| Tæt på videnskaben

Den Internationale Straffedomstol risikerer at blokere for fred og retfærdighed

Den Internationale Straffedomstol retsforfølger nogle af de mest alvorlige internationale forbrydelser, men domstolens fremgangsmåde fører problemer med sig i visse lande, viser forskning fra adjunkt Line Engbo Gissel.
Line Engbo Gissel Rubrik
Line Engbo Gissel, adjunkt på Institut for Samfundsvidenskab og Erhverv. Foto: Uffe Weng


Dele af Uganda har været præget af voldelige stridigheder mellem regeringen og oprørsgruppen Lord’s Resistance Army siden 1986, hvor den nuværende ugandiske præsident Yoweri Museveni overtog embedet med magt.

I 2000’erne forhandlede de stridende parter om fred, hvor Den Internationale Straffedomstol, som er en mellemstatsligt institution, kom til at spille en rolle. Den proces har adjunkt Line Engbo Gissel forsket i.

På tidspunktet for fredsforhandlingerne havde Den Internationale Straffedomstol allerede udsendt arrestordrer på oprørslederen Joseph Kony og flere andre ledende figurer i Lord’s Resistance Army, og Line Engbo Gissel har undersøgt, hvordan en fredsforhandling forløber, når Den Internationale Straffedomstol er involveret på et højt niveau.

»Når Den Internationale Straffedomstol er involveret på et lavt niveau, er der ikke udstedt arrestordrer, men domstolen monitorerer situationen i f.eks. en fredsforhandling. I sådan en situation er der en mulighed for at skabe fred. Men når man har en intervention på et højt niveau, så har vi endnu ikke set, at parterne kan finde fred,« fortæller Line Engbo Gissel, der har skrevet bogen The International Criminal Court and Peace Processes in Africa: Judicialising Peace, der udkommer på forlaget Routledge næste år.

Ofte opererer Den Internationale Straffedomstol netop i situationer, hvor et land er ved at gå fra én politisk tilstand til en anden – eksempelvis fra vold til stabilitet eller fra diktatur til demokrati, og i en sådan overgangsperiode kan der være behov for en særlig og midlertidig juridisk fase til at håndtere brud på menneskerettigheder for at sikre at overgangen lykkes.

Internationale standarder passer ikke lokalt
Domstolens engagement i forskellige lande fører også andre problemstillinger med sig.

Efter fredsforhandlingerne i Uganda brød sammen, implementerede den ugandiske regering alligevel nogle af de tiltag, som der var blevet forhandlet om med det internationale samfund på sidelinjen.

Når en institution som Den Internationale Straffedomstol involverer sig, er der en tendens til, at de pågældende lande overtager begreber og standarder fra det internationale samfund. F.eks. stiller Den Internationale Domstol og EU krav til, hvordan et opgør med fortidens konflikter skal forløbe, og på den måde bliver standarderne for retfærdighed defineret af det internationale samfund. Begrebet kaldes internationalisering.

»Et af problemerne er, at disse standarder måske ikke passer på de konflikter, som forskellige lande prøver at lægge bag sig. Der kan være alle mulige typer af problemer. Landene kan være i en overgang og kan være gået fra diktatur til demokrati, eller fra krig til fred eller en blanding af det hele. Hvis det internationale samfund kommer med en international standard, som et land påvirkes til at følge, kan man godt være bange for, at overgangen ikke får fat i det specifikke ved et bestemt lands konflikt,« forklarer Line Engbo Gissel.

Læs flere artikler fra Rubrik

Hun peger på Kenya som et eksempel. Den Internationale Straffedomstol blev involveret oven på voldelige sammenstød efter et præsidentvalg i slutningen af 2007. Kenya har efterfølgende haft en proces, som følger mange af de internationale standarder, men der har ikke rigtigt været vilje til at gøre op med nogle af de dybereliggende post-koloniale problemer om etniske gruppers tilhørsforhold til bestemte landområder, som lå til grund for sammenstødene.

»På overfladen kører alle disse initiativer og processer, som er internationalt støttet, og det er måske også lettere end at tage de hårde beslutninger og debatter om, hvordan man kommer til bunds i forholdene omkring land og etnicitet. Så på den måde kan internationaliseringen aflede en dybere forandringsproces,« påpeger adjunkten.

Domstol som aktiv part
Fredsforhandlingerne i Uganda brød sammen i 2008, og et af problemerne kan have været, at Den Internationale Straffedomstol måske blev involveret i for høj grad.

»Formen og indholdet i fredsforhandlingerne blev rettet imod det internationale samfund og Den Internationale Straffedomstol i en sådan grad, at man kunne sige, at domstolen – metaforisk set – var med i forhandlingsrummet,« konstaterer Line Engbo Gissel.

Sagen i Uganda var en af domstolens første, og domstolen havde sat sig for at få oprørslederen Joseph Kony arresteret og retsforfulgt for anklager om krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden. Men da Uganda tilbød Kony og de øvrige oprørsledere amnesti, stred det imod Den Internationale Straffedomstols mulighed for at få dem retsforfulgt.

»Så lancerede Straffedomstolens anklager en kampagne, der søgte at delegitimere fredsprocessen og påvirke dens donorer. Anklageren hævdede at have beviser på, at Kony ikke var reelt interesseret i at slutte fred, men i stedet brugte fredsforhandlingerne til at forberede en ny militær offensiv. Der er dog beviser på, at Kony ikke mobiliserede sine soldater og var seriøs omkring fredsforhandlingerne,« fortæller Line Engbo Gissel og fortsætter:

»Selvom domstolen beskriver sig selv som apolitisk, var kampagnen et meget ideologisk respons, for der havde været en meget større chance for at få Kony retsforfulgt, hvis man gav ham amnesti, sluttede fred, og så efterfølgende lagde pres på Uganda for at arrestere ham, når han ikke længere var oprørsleder, men bare en almindelig mand på gaden. Det ville være den pragmatiske måde at få retssagen i gang på og en metode, der blev brugt til at retsforfølge Liberias tidligere præsident Charles Taylor,« siger hun.

Konflikter og krige kan typisk afsluttes ved, at en af parterne vinder en militær sejr, eller ved, at parterne politisk forhandler sig frem til en fred. Men det er vanskeligt at få den ene part til frivilligt at opgive en magtposition, hvis det fører en retsforfølgelse for forbrydelser mod menneskeheden med sig.

»Er krigen slut, kan man have en ordinær retsproces, for de stridende parter er demobiliseret og uskadeliggjort, og så kan man arrestere dem. Men hvis krigen ikke er slut, giver det mening at have en mere fleksibel og pragmatisk tilgang. Man er nødt til at se på sagen med politiske briller i stedet for at leve i en idealiseret verden, hvor man tror, at de stridende parter bare frivilligt lægger sig og tager imod 30 års fængsel. Det gør de ikke nødvendigvis,« siger Line Engbo Gissel.

Assad overgiver sig næppe frivilligt
Der er paralleller til krigen i Syrien, hvor stridende parter angiveligt begår krigsforbrydelser. Men hvis man ønsker fred nu og her, nytter det ikke noget at kræve, at præsident Bashar al-Assad frivilligt lader sig retsforfølge. For det sker næppe, og derfor bliver det internationale samfund nødt til at anlægge en mere pragmatisk tilgang, selvom det kan betyde, at man ikke kan retsforfølge Assad for forbrydelser mod menneskeheden i første omgang, mener Line Engbo Gissel.

»Når man ikke har kunnet eller villet afslutte krigen militært, og hvis man så vil have en politisk løsning, tror jeg, man skal glemme alt om et retsopgør nu. Man skal ikke tro, man kan få både en retsproces og en fredsproces i Syrien. Der har ikke været eksempler på, at ledere som Assad frivilligt går sådan en retsproces i møde, mens de stadig er ved magten. Vi må ikke være blinde for magtforholdene og må ikke tro, at hvis man kontrollerer en hær, så bruger man den ikke til at undgå en retsproces,« siger hun.

Line Engbo Gissel, adjunkt på Institut for Samfundsvidenskab og Erhverv. Underviser på bachelorfaget Internationale Studier og kandidatuddannelsen Globale Studier, bl.a. i kurserne Global Governance, Transitional Justice og International Law for the Social Sciences.

Fakta

Den Internationale Straffedomstol
Den Internationale Straffedomstol blev oprettet i 2002 og er en permanent mellemstatslig institution, som dømmer folkedrab, forbrydelser mod menneskeheden og krigsforbrydelser.

Rom-statutten er det juridiske fundament, som Den Internationale Straffedomstol hviler på, og 139 lande har underskrevet statutten, hvoraf 124 har ratificeret den. Store lande som USA, Rusland, Kina og Indien har ikke ratificeret statutten.

Domstolen har været involveret i 23 sager og undersøgelser i alt. Alle retssagerne har været mod afrikanere, og kritikere beskylder domstolen for primært at gå efter afrikanske aktører.

Den Internationale Straffedomstol er ikke et FN-organ, men FNs Sikkerhedsråd kan henvise sager fra lande, der ikke har ratificeret statutten. Derudover kan medlemslande henvise interne sager til domstolen, når de ikke selv har kapaciteten til et retsopgør, og domstolens anklager kan selv tage sager op i medlemslandene.