| Nyhed

Budskab ved ministerbesøg: Vi er Sjællands Universitet og det forpligter

Regionalt samarbejde og forskning til gavn i erhvervslivet var på programmet, da uddannelses- og forskningsminister Jesper Petersen besøgte Roskilde Universitet.
 Uddannelses- og forskningsminister Jesper Petersen (S)
Uddannelses- og forskningsministeren på besøg på Roskilde Universitet. Fra venstre: Bestyrelsesformand Carsten Toft Boesen, rektor Hanne Leth Andersen, uddannelses- og forskningsminister Jesper Petersen (S), Roskildes borgmester Tomas Breddam (S) og regionsrådsformand i Region Sjælland, Heino Knudsen (S). Foto: Lisbeth Holten.

 

Roskilde Universitet har de seneste 4 år arbejdet målrettet med at styrke det eksterne samarbejde, særligt med private virksomheder og offentlige institutioner i Region Sjælland. 

Det arbejde fik uddannelses- og forskningsminister Jesper Petersen lejlighed til at høre nærmere om under sit besøg på Roskilde Universitet torsdag den 11. november.

”RUC har i dag vist nogle meget lovende eksempler på, hvordan man har intensiveret arbejdet med at være universitet for Region Sjælland og udvikle samarbejdet med erhvervslivet. Vi har et politisk ønske om at få styrket samarbejdet mellem erhvervsliv, forskning og uddannelse til gavn for arbejdsmarkedet i alle egne af Danmark, og det gør RUC helt tydeligt en stor indsats for at løfte på Sjælland,” sagde Jesper Petersen efter besøget.

For Roskilde Universitets rektor, Hanne Leth Andersen var ministerbesøget en vigtig anledning til at få vist uddannelses- og forskningsministeren, hvad RUC anno 2021 har at byde på.

”På Roskilde Universitet er vi meget optagede af at bedrive forskning til gavn for det omgivende samfund. Vi bidrager væsentligt til værdiskabelse i den private sektor, og vi har et særligt fokus på Region Sjælland, hvor vi blandt andet indgår i konkrete samarbejdsprojekter i de små og mellemstore virksomheder og i kommunerne. Alt dette fik vi givet ministeren et solidt indtryk af,” siger Hanne Leth Andersen.

Langsigtede relationer med erhvervslivet

Flankeret af to centrale samarbejdspartnere i Region Sjælland, Roskildes borgmester Tomas Breddam og regionsrådsformand Heino Knudsen, fik ministeren indblik i Roskilde Universitets arbejde med at understøtte iværksætteri og kommercialisering af forskningsideer.  Det sker bl.a. via Open Entrepreneurship-programmet og via de regionale erhvervsklynger. 

”Der har altid været masser af interaktion mellem Roskilde Universitet og vores omverden, men i dag kan vi bakke organisatorisk og ledelsesmæssigt op om indsatsen, så forskerne og vores samarbejdspartnere mærker, at det ikke bare handler om enkeltstående projekter, men om en langsigtede relation, som vi som universitet står på mål for,” sagde prorektor Peter Kjær i sit oplæg til ministeren.

Projektarbejdet er en unik motor

Også Roskilde Universitets bestyrelsesformand Carsten Toft Boesen, som til daglig er administrerende direktør i NIRAS, pointerede RUC’s særlige position og kompetencer i forhold til samarbejdet med erhvervslivet:

”Vi er et af de universiteter i landet, der er bedst gearet til det her, fordi alle vores studerende igennem hele deres bachelor laver praksisnære projekter ude i virkeligheden hvert eneste semester. På mange af de andre universiteter bruges en stor del af bacheloren på at lære teori og terminologi. Dét gør, at vi har en helt unik motor, som kan drive samarbejdet med virksomhederne,” siger bestyrelsesformand Carsten Toft Boesen.

 

Rektor Hanne Leth Andersen, uddannelses- og forskningsminister Jesper Petersen, regionsrådsformand Heino Knudsen.
Rektor Hanne Leth Andersen, uddannelses- og forskningsminister Jesper Petersen, regionsrådsformand Heino Knudsen. Foto: Lisbeth Holten.