Ændringer på Roskilde Universitet som følge af sag om studerende fra Bangladesh
Bestyrelsesformand Carsten Toft Boesen har meddelt, at han ønsker at træde tilbage. Han udtaler, at han på baggrund af den klare og utvetydige kritik af den institution, som han har det øverste ansvar for, har meddelt Uddannelses- og Forskningsministeren, at han trækker sig fra formandsposten.
Lukker uddannelse
Roskilde Universitet indfører samtidig nye tiltag med henblik på at dæmme op for optaget på kandidatuddannelser, hvor tilstrømningen af studerende fra Bangladesh har været størst.
Det betyder helt konkret, at Roskilde Universitet fra 2026 lukker kandidatuddannelsen ’Business Administration and Leadership’. Kun de studerende, som går på uddannelsen eller har retskrav, kan færdiggøre den.
Roskilde Universitet står med en markant udfordring, som vi er bevidste om, og som vi har forsøgt at løse med forskellige tiltag. Senest har universitetet lukket ned for vinteroptaget, og nu lukkes der helt ned for ’Business Administration and Leadership’. Derudover igangsætter universitetet en undersøgelse med henblik på yderligere tiltag på uddannelser med stort optag af udenlandske selvbetalere.
Beslutningen kommer i kølvandet på en drøftelse med Uddannelses- og Forskningsstyrelsen og skal sikre arbejdsro og en mere balanceret udvikling i optaget af internationale studerende, forklarer rektor Hanne Leth Andersen.
Samarbejde med ministeriet og sektoren
Roskilde Universitet ser frem til at arbejde tæt sammen med ministeriet og styrelsen om langsigtede løsninger. Lukningen af uddannelsen er et skridt på vejen, fortæller Hanne Leth Andersen, indtil nye værktøjer kan sikre et mere hensigtsmæssigt optag af internationale studerende på tværs af hele sektoren.
“Beslutningen om at lukke uddannelsen er truffet efter dialog med styrelsen og er et led i at skabe ro og bidrage konstruktivt til løsningen af et problem, hele sektoren står med. Det er et meget drastisk værktøj, som vi nu tager i brug, men vi kan se, at det er nødvendigt,” siger Hanne Leth Andersen.
”Beslutningen ligger i forlængelse af en række tiltag, som vi allerede har implementeret. Blandt andet er sprogkravene skærpet; vinteroptag er afskaffet; kontrollen af eksamensbeviser er skærpet og gebyrerne på uddannelser med stor international søgning er hævet. Jeg forstår godt, hvorfor nogle sætter spørgsmålstegn ved situationen, og det er min klare forventning, at vi med disse tiltag vil se et markant forandret optag fremover,” fortæller Hanne Leth Andersen.