Ældrepleje: Populært i valgkampen – svært i hverdagen

Dette indlæg har været bragt i Sjællandske Medier d. 6. november 2021.

Traditionen tro er der op til kommunalvalget fokus på ældreplejen. Dette kommunale kerneområde har ved de seneste kommunalvalg ligget stabilt øverst på vælgernes liste over emner, som lokalpolitikerne bør prioritere. Igen og igen kommer det før andre vigtige områder som dagpasning, folkeskoler, kultur og fritidstilbud - og endda før klimaindsatser.

Sådan er det også i år. Hele 43 procent af vælgerne peger på ældreplejen som det emne, de prioriterer højest op til kommunalvalget den 16. november. Og der er et godt stykke ned til det næste emne på listen: sundhed og forebyggelse, som 23 procent af vælgerne mener, har topprioritet.

Spørger man lokalpolitikerne selv op til valget, peger de også på ældreområdet som det vigtigste valgkamp-tema. Men når udvalgsposterne skal deles ud mellem de nyvalgte politikere efter valget, er ældreområdet slet ikke lige så populært. Her ender udvalgspladserne på ældreområdet ofte med at være nogle af de sidste, der bliver besat. Og hvorfor nu det? Forklaringen skal formentlig findes i, at listen med nødvendige forandringer er meget lang, men løsningerne er ikke ligetil. Det kan være svært at vide, hvor man skal starte.

Her kommer fem bud på udfordringer, som de kommende kommunalpolitikere står med efter valget:

1. Flere unge ind på SOSU-skolerne

Vi kan starte med, hvem der skal sikre den gode pleje og omsorg. Det aldrende samfund betyder ikke kun flere ældre. Det betyder også, at SOSU-personalet nærmer sig pensionsalderen. Bare i perioden 2010-2019 er andelen af SOSU-personale over 60 år steget fra 7 til 14 procent. Kommunerne står derfor overfor massive rekrutteringsproblemer.

Én måde at løse det på er at få flere unge til at søge ind på SOSU-uddannelserne. For at matche den demografiske udvikling i samfundet med flere plejekrævende ældre, skal vi uddanne cirka 3.000 flere SOSU-elever årligt. En spritny evaluering fra Rambøll viser, at det desværre ikke sker. Tværtimod er der et fortsat fald i antallet af unge, der søger ind.

Nogle kommuner har derfor i samarbejde med FOA lavet en spireordning, hvor unge mellem 16 og 18 år kan få fritidsjob på det lokale plejehjem og hjælpe med de sociale aktiviteter. Det synes at fungere, når der er en mentor der kan guide de unge, og ordningen kan nok både aflaste personalet og måske også inspirere de unge til at tage en uddannelse inden for faget. Men det er langt fra nok, hvis vi skal have tilstrækkeligt med arbejdskraft i sektoren.
 

2. Mindre frafald og en ny SOSU-uddannelse?

Måske kunne vi skele til den svenske undersköterska uddannelse som svarer til den danske SOSU-hjælperuddannelse? Denne 3-årige uddannelse er et led i den brede svenske gymnasieskole, som omfatter samtlige ungdomsuddannelser. Når uddannelsen i Sverige har status af en gymnasieuddannelse, giver den også adgang til at læse videre på universitetet. Måske det kunne gøre uddannelsen mere attraktiv og tiltrække andre grupper af unge?

Ud over at få flere til at have lyst til at søge ind på SOSU-skolerne, skal vi også mindske frafaldet, som er større end på andre ungdomsuddannelser. Blandt studerende på SOSU-hjælper uddannelsen er det hver tiende – eller 11 procent, - der falder fra efter tre måneder på uddannelsens hovedforløb. På SOSU-assistent uddannelsen er det hver sjette – eller hele 16 procent. Én forklaring har været, at de studerende ikke har været ordentligt rustet til mødet med den virkelige verden ude på arbejdspladserne, hvor de kommer i praktik. Flere tiltag er derfor sat i værk for at forberede eleverne inden de kommer i praktik og undervejs i forløbet.
 

3. Arbejdsmiljøet halter

Virkelighedens verden i pleje- og omsorgssektoren kan nok også tage pusten fra de fleste. Der arbejdes hurtigt og med mange forskellige borgere på en dag. Der er mange fysiske løft, og ofte er man alene om dem. Og man kan ikke være sikker på, at ens kollega har en faglig baggrund i pleje og omsorg: Hver femte af de ansatte i pleje- og omsorgssektoren i dag er uuddannede. De administrative opgaver fylder meget, og man oplever ofte frustrerede borgere og pårørende, som oplever, at hjælpen ikke er god nok.

Hele 43 procent af de ansatte indenfor ældreplejen overvejer seriøst at sige op. Så kommunerne står ikke kun overfor problemet med at få flere unge igennem uddannelsen. De skal også kæmpe for at fastholde de nuværende medarbejdere. Det handler både om at få dem til at blive nogle flere år på arbejdsmarkedet og om at holde på dem ved at forbedre deres arbejdsvilkår.

4. Savner anerkendelse og indflydelse

De ansatte synes heldigvis, at arbejdet er både meningsfuldt og interessant. Men de synes ikke, at de møder anerkendelse nok for det, de gør. Hverken fra deres nærmeste leder, i kommunen, i medierne eller i samfundet som sådan. De føler heller ikke, at de har indflydelse på tilrettelæggelsen af deres arbejde, og de har ikke tid til social omsorg.

En del kommuner arbejder derfor i dag med faste, selvstyrende teams, som både tilgodeser de ældres ønske om kontinuitet i medarbejderstaben, og som giver medarbejderne mulighed for selv at planlægge deres arbejde. Det er inspireret af en hollandsk model, som egentlig er udviklet til sygeplejersker. Mangel på medarbejderkontinuitet har dog været en udfordring i alle de over 25 år, jeg har forsket i området. Så jeg kan være bekymret for, om ansvaret for det, man hidtil ikke har formået at løse med gode ledelses- og planlæggerkræfter, nu bare sendes ned ad i systemet.
 

5. Ældre får mindre hjælp end før

Kontinuitet i hvem der kommer i hjemmet, er dog ikke nok til at løse problemerne med, at færre svage ældre modtager hjemmehjælp end tidligere. Og dem, som får hjemmehjælp, modtager i mindre grad end tidligere rengøring til at holde deres hjem rent og indbydende.

Igennem en årrække er det blevet tydeligt, at kommunerne i stigende grad målretter ressourcerne til de svageste ældre, og at den personlige pleje er blevet opprioriteret.  Men området har også fået færre ressourcer at gøre godt med. Udgifterne til ældreområdet er faldet med 10 procent siden 2012, og i samme periode er andelen af ældre på +65 år, som får hjemmehjælp, faldet fra 18 til 11 procent. Det er desværre ikke alene på grund af, at de ældre er blevet mere sunde og raske, men fordi kommunerne må fordele ressourcerne mellem deres kerneområder.

Og så er vi tilbage ved, hvad der skal prioriteres af de nye kommunalpolitikere efter valget. Kommer noget af alt dette mon til at være afgørende for vælgernes krydser d. 16. november?

Læs indlægget på sn.dk.