| Nyhed

Årets æresalumne 2026 er Lars Frelle-Petersen

Hvad gør en god leder – og hvad undervurderer ledere ofte? Departementschef Lars Frelle-Petersen deler sine erfaringer og modtager i år Roskilde Universitets æresalumnepris.
Lars Frelle-Petersen


Lars Frelle-Petersen smiler stort, da han træder ind på sit kontor. Med raske skridt går han hen over gulvet og beklager forsinkelsen. Et møde med klimaminister Samira Nawa trak ud.

Det hører næsten med til jobbet. Der er kommet ny minister på området, og som departementschef står Lars Frelle-Petersen midt i arbejdet med nogle af de største politiske dagsordener: grøn omstilling, udbygning af elnettet, landbrug og et ministerium, der skal finde sin form med en ny minister ved roret.

Midt i det hele har han fundet plads i kalenderen til at tale om noget andet: sin tid på Roskilde Universitet, og hvad den har betydet for hans arbejdsliv. Men også om, hvad der efter hans mening kendetegner god ledelse i dag.

Hvad driver dig?

"Jeg drives af at være en del af noget større. At beskæftige mig med alle de tandhjul, der gør, at vores samfund fungerer. Og hvor vi kan gøre tingene bedre." 

Hvad husker du fra din studietid på Roskilde Universitet?

"Jeg husker gruppedannelserne. Det at lære at arbejde problemorienteret sammen. Oplevelsen af at man kunne gøre det bedre ved at arbejde sammen." 

Hvad betyder det for dig at have en uddannelse fra Roskilde Universitet?

"Det at arbejde tværfagligt har også haft en stor betydning for min måde at tænke på. At vi skal have forskellige typer af kompetencer samlet om bordet. I mit nuværende job hvor vi skal løse mange forskellige udfordringer med den grønne omstilling i vores samfund - der betyder det meget, at vi har forskellige kompetencer samlet."

Hvad mener du, at ledere ofte undervurderer?

"Jeg tror, vi undervurderer ret mange ting. Først og fremmest at høre efter. Vi skal høre efter vores organisation. Det, vores medarbejdere siger. Og vi skal også evne at holde af dem, vi leder." 

Hvad er den største misforståelse om offentlig ledelse?

"Jeg tror, der er mange misforståelser om offentlig ledelse. Nogle mennesker tænker måske, at det bare er bureaukrati og spild af tid, og at vi bruger mere tid på at gøre livet svært for vores borgere, når vi i virkeligheden er sat i verden for det modsatte: at give borgerne en fair og lige behandling. Vi arbejder efter regler, der netop er sat i verden for at beskytte borgerne. Jeg går hver dag på arbejde for at bidrage til, at samfundet fungerer bedre, og at borgerne får en bedre oplevelse."

Hvordan træffer du beslutninger som leder, når der ikke findes et entydigt rigtigt svar?

"Jeg prøver først at forstå, hvad der faktisk er på spil, og få de vigtigste perspektiver frem. Det gælder både de faglige argumenter og den virkelighed, beslutningen skal fungere i. Men jeg accepterer også, at jeg ikke kan opnå fuld sikkerhed. På et tidspunkt skal beslutningen træffes på det bedst mulige grundlag, og så må jeg være tydelig om, hvad jeg har lagt vægt på – ligesom jeg er parat til at justere, hvis ny viden ændrer billedet. En leder skal også kunne skære igennem og træffe en beslutning."  

 

Frelle-Petersen
Lars Frelle-Petersen under interview på sit kontor i Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet.

Fakta

Om Lars Frelle-Petersen
  • Departementschef i Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet. Tidligere har han bl.a. været afdelingschef i Finansministeriet, direktør i Digitaliseringsstyrelsen og digital direktør i Dansk Industri. 
     
  • Har været frivillig på Roskilde Festival siden 1991, medlem af bestyrelsen i knap fem år og bestyrelsesformand i knap to år.
     
  • Han er cand.scient.adm. fra Roskilde Universitet (1998), hvor han har læst Lang forvaltning (svarende til Politik og Forvaltning i dag).