Rektors velkomsttale til nye studerende: "Viden er ikke bare noget man fylder på sig og går til eksamen i"
Velkommen til Roskilde Universitet! Til en ny og betydningsfuld start i jeres liv.
Det er en stor glæde at byde jer velkommen i dag.
De år der ligger foran jer, er spændende og vigtige. I kommer til at udvikle jer personligt og fagligt, og der vil blive knyttet nye venskaber – måske for livet.
Roskilde Universitet er et stærkt og engageret universitet. Vi ønsker at bidrage til verden omkring os, ligesom mange af jer der sidder her i salen. Jeres uddannelser kommer til at udvikle jeres viden og færdigheder.
Jeg vil gerne citere en studerende, der blev færdig på universitetet her i 2025 : ”RUC har givet os meget mere end en titel. Vi har arbejdet projektbaseret, samarbejdet i grupper, specialiseret os […], og lært at navigere i komplekse problemstillinger med både faglighed og kreativitet.
Vi har lært, at vi kan mere, end vi troede. At vi kan stå fast, selv når det er svært. Og at vi – med støtte, vedholdenhed og ambition – kan skabe resultater, vi er stolte af.”
Ja, troen på mennesket er helt centralt for læring og uddannelse. Det er jer der tager en uddannelse, jeres hoved og krop, jeres engagement og nysgerrighed. Det er jer, der udvikler jer.
Og udviklingen kommer ikke til at være snorlige. Ikke alt går efter bogen. Nogle gange gør du nye opdagelser, bliver tændt af nye idéer og hypoteser. Og nogle gange tager du fejl – og det lærer du også af. Så vær ikke bange for at eksperimentere, stille spørgsmål og tage chancer.
For viden er ikke bare noget man fylder på sig og går til eksamen i. Det handler om at forstå, anvende og også udfordre og udvikle viden. Det kræver videnskabelige metoder, videnskabelige teorier og principper. Helt bogstaveligt og konkret: Derfor kommer I alle til at arbejde med projekter, hvor I undersøger selvvalgte problemer gennem en forskningsproces.
Det betyder også at de vigtigste mennesker i jeres studieliv, er de andre mennesker der sidder her i rummet. Vær nysgerrig over for alle dine medstuderende, også over for dem, der ikke ligner dig selv. De kan lære dig mere nyt end dem du ligner. Og gode studiekammerater er guld værd, som venner og netværk for livet. Hvem ved - måske sidder din kommende chef eller arbejdsgiver lige ved siden af dig her i salen.
Universitetet er ikke en boble og det er uddannelserne heller ikke. Vi arbejder med problemstillinger som er relevante for samfundet. Jeres kontakt til arbejdslivet er en del af dannelsen, hvad enten det er studiejobs, praktik eller frivilligt arbejde, og mange af jer vil komme ud i virksomheder og organisationer som del af projektarbejde og kurser.
Både på universitetet, på arbejdsmarkedet og i livet mere generelt anvender vi nye teknologier, nye adgange til viden. Her er den kritiske sans vigtig, kildekritikken og den faglige indsigt. Teknologi, digitalisering og AI kan hjælpe os med meget, men vi skal vide at bruge den klogt. For når robotterne kommer, skal vi stadig kunne kende forskel på god argumentation og en velprogrammeret gang vrøvl. Og endnu vigtigere: vi skal have viden og dømmekraft nok til selv at være med til at udvikle dem – så de arbejder for os, og ikke omvendt.
I disse år er vi mere end nogensinde før afhængige af forskningsbaseret viden og højtuddannede medarbejdere. Universiteterne skal stå med nøglen til løsningen af mange af de problemer, vi står overfor i dag: Klimakrisen og den grønne omstilling, nye geopolitiske spændinger, voksende økonomiske og sociale skel, samt de store udfordringer for folkesundheden.
Alt det sætter vores samfund under pres og kræver ny viden. Derfor er universiteterne også kommet mere i offentlighedens søgelys. Der er mere opbakning end nogensinde før; men også mere kritik end nogensinde før. I kommer til at høre begge dele i de kommende år: Store forventninger, store ord og store muligheder – og indimellem skepsis og kritik.
Og det er ikke kun i Danmark.
Men det er egentlig et godt tegn: det betyder, at det vi laver, er vigtigt nok til at folk gider blande sig.
Når Harvard bliver bedt om at forsvare den akademiske frihed, eller når en amerikansk præsident – uanset om han hedder Trump eller noget helt andet – udtaler sig om klima eller sundhed, bliver det tydeligt, hvor meget viden betyder, og hvor vigtigt det er, at den er solid og troværdig.
Det er en verden, vi skal kunne manøvrere i sammen. Det er jeg sikker på at vi kan!
Og husk: Der er brug for jer – I er fremtiden – og det er jeres uddannelse vi nu sammen tager hul på.