Hvad er et uddannelsespartnerskab?
Et uddannelsespartnerskab er et samarbejde mellem en uddannelse på Roskilde Universitet og en offentlig institution, en virksomhed eller NGO. Samarbejdet rammesætter aktiviteter, der tager afsæt i jeres udfordringer og muligheder – fx studenterprojekter, feltarbejde eller praktikforløb. Det kan sammensættes på mange måder, så det passer lige præcis til jer.
Hvad får I ud af det?
- Adgang til den nyeste forskningsbaserede viden og teori gennem samarbejdet med de studerende
- Nye vinkler, perspektiver og løsninger på konkrete problemstillinger fra engagerede studerende
- Et samarbejde, der kan vokse og udvikle sig over tid, og som kan inddrage flere årgange af RUC-studerende
- Mulighed for at vise jer frem som potentiel arbejdsplads for kompetente, kommende kandidater
Hvordan kommer I i gang?
Det starter med en dialog. Vi hjælper med at finde de rigtige snitflader mellem jeres behov og vores uddannelser, så vi sammen kan skabe værdi for den enkelte, for samfundet og for jer.
På Roskilde Universitet er det Eksterne Samarbejder, som er jeres indgang. Dette gælder uanset, om I allerede har en idé eller blot er nysgerrige.
Kontakt Eksterne Samarbejder:
Allan Grønbæk, tlf.: 46743332
allang@ruc.dk
"De her studerende kommer med en enorm teoretisk viden og et enormt gåpåmod, og det giver fornyet energi for alle"
Eksempler på uddannelsespartnerskaber
Meningsfuldt samarbejde for begge parter
Hvem samarbejder
Guldborgsund Kommune og kandidatuddannelsen i Socialpsykologi og Læring
Partnerskabet indeholder
- Socialpsykologisk Praksisværksted
- Praktikaftaler
- Specialesamarbejder
Vi sidder tilbage og tænker, hvor er det fedt. De her studerende kommer med en enorm teoretisk viden og et enormt gåpåmod, og det giver fornyet energi for alle.
- Stine Olsen Mina, chefkonsulent, Center for Trivsel & Social Indsats og tovholder fra Guldborgsund Kommune
Kvalitet og gode muligheder
Hvem samarbejder
Holbæk Kommune og kandidatuddannelsen i Politik og Forvaltning
Partnerskabet indeholder
- Samarbejde om kandidatkursus i politik og jura i danske kommuner
- Oplæg ved en sagsbehandler fra Holbæk Kommune på kandidatkursus i konflikthåndtering
- Projektarbejde med Holbæk Kommune som case
Vi skal tiltrække kvalificeret arbejdskraft, og vi vil gerne gøre os lækre over for nye potentielle kollegaer og vise dem, hvad vores arbejdsplads kan. Det handler i høj grad om brobygning.
- Peter Joensen, afdelingsleder, HR, Holbæk Kommune
Nye øjne på sundhedsindsatser
Hvem samarbejder
Holbæk og Næstved Kommune med kandidatuddannelsen i Tværvidenskabelige Sundhedsstudier
Partnerskabet indeholder
- Feltkursus: Betingelser for sundhedsindsatser
- Praktikaftaler
- Specialesamarbejder
Vi har indgået samarbejdet både for at give de studerende mulighed for at møde virkeligheden, men også for at få inspiration fra nogen, der sidder med den nyeste forskningsbaserede viden, og som udfordrer én til at stille skarpt på egen virksomhed og praksis.
- Kirsten Ørting, udviklingskonsulent, Center for Dagtilbud, Skole og Forebyggelse, Næstved Kommune
Et kommunikativt blik på kommunen
Hvem samarbejder
Roskilde Kommune og kandidatuddannelsen i Kommunikation
Partnerskabet indeholder
- Semesterprojekter på kandidatuddannelsens 1. semester
- Specialesamarbejder – særligt i forlængelse af valgkurset ’Offentlig kommunikation’ på 3. semester
De har noget viden, som vi ikke har. Specielt i forhold til de unge kan vi have et blind spot. Her har de studerende et unikt målgruppekendskab. Og så har de den nyeste teori på området. Den kombination kommer der noget godt ud af.
- Line Rieck Adessa, presse- og kommunikationskonsulent og tovholder, Roskilde Kommune