Supplering til kandidatuddannelser
Hvad er supplering?
Universitetet kan kræve at du skal gennemføre supplering i form af en eller flere studieaktiviteter på bachelorniveau, hvis det vurderes, at din bacheloruddannelse er relevant for den kandidatuddannelse du har søgt, men at du mangler enkelte væsentlige kvalifikationer.
Kan du opfylde kvalifikationerne ved at tage op til 30 ECTS point supplering, kan du blive tilbudt en plads på kandidatuddannelsen på Roskilde Universitet. Suppleringskurserne er på bachelorniveau og bliver udbudt som kurser, du kan tage i sommerferien eller over et semester. Når du har bestået suppleringen, er du garanteret at kunne start på den kandidatuddannelse, du søgte ind på.
Der er kun nogle af RUCs kandidatuddannelser, der udbyder supplering. Se under hver uddannelses adgangskrav, om uddannelsen udbyder supplering
Suppleringen skal gennemføres, inden du starter på selve kandidatuddannelsen
Du kan enten få tilbudt sommersupplering eller semestersupplering. Du kan ikke selv bestemme hvilken type supplering, du vil tage. Det er universitetet, der bestemmer.
Sommersupplering er kurser målrettet ansøgere, der mangler specifikke kvalifikationer fx professionsbachelorer. Du skal følge kurserne i juli og august. Sommersupplering er 10 ECTS point.
Se under hver uddannelses adgangskrav om uddannelsen udbyder sommersupplering.
Semestersupplering er kurser og/eller projekter, der bliver taget over et helt semester inden du starter på kandidatuddannelsen. Det kan være alt fra 1-30 ECTS point. I forårssemesteret 2025 er det kun kandidatuddannelserne i Politik og Forvaltning og Global and Development Studies, der udbyder semestersupplering. Fra og med efterårsoptaget 2025 udbyder de to uddannelser sommersupplering.
Betaling
Du skal selv betale for suppleringen.
Priser:
- Sommersuppleringskursus i Videnskabsteori og kvalitativ metode, 10 ECTS: 5250 Dkk
- Sommersuppleringskursus i Videnskabsteori og kvantitativ metode, 10 ECTS: 5250 Dkk
- International Summer Supplementation: Philosphy of Science and Qualitative Method, 10 ECTS: 5250 Dkk
For øvrige sommer eller semester suppleringskurser se Priser for tompladsstuderende og supplering
Betalingsbetingelser for tomplads og supplering
Ved afmelding senest 3 hverdage efter semestret/periodens start (iht. optagelsesbrevet) kan du få deltagergebyret refunderet.
SU
Du skal være opmærksom på, at du ikke kan få SU eller tilskud til transport i den periode, hvor du tager supplering.
Bliver du færdig med din bacheloruddannelse efter 1. juni og fortsætter direkte på en kandidatuddannelse pr. 1. september, vil du efter de almindelige SU-regler have ret til SU i sommerferien – også hvis du tager sommersupplering.
Hvordan foregår supplering helt konkret?
Du kan enten få tilbudt sommersupplering eller semestersupplering. Du kan ikke selv bestemme hvilken type supplering, du vil tage. Det er universitetet, der bestemmer.
Semestersupplering er kurser og/eller projekter, der bliver taget over et helt semester inden du starter på kandidatuddannelsen. Det kan være alt fra 1-30 ECTS point. I forårssemesteret 2025 er det kun kandidatuddannelserne i Politik og Forvaltning og Global and Development Studies, der udbyder semestersupplering. Fra og med efterårsoptaget 2025 udbyder Politik og Forvaltning og Global and Development Studies kun sommersupplering.
Sommersupplering er kurser målrettet ansøgere med en særlig uddannelsesbaggrund fx professionsbachelorer. Du skal følge kurserne i juli og august. Sommersupplering er 10 ECTS point.
FAQ om supplering
Hvordan ved jeg om jeg skal tage supplering?
Når du har søgt ind laver uddannelserne en faglig vurdering og du vil kunne se i dit optagelsesbrev om du skal tage supplering før du starter på din kandidatuddannelse. I optagelsesbrevet står der præcis hvilke kurser/projekt, du skal bestå.
Du skal ikke selv skrive i din ansøgning at du ønsker/forventer at skulle supplere.
Siger du ja til din studieplads, indskrives du automatisk på dit suppleringsforløb, og hvis du gennemfører suppleringsforløbet optages du automatisk på kandidatuddannelsen.
Bliver du optaget uden supplering, kan du ikke selv vælge supplering, selvom du mener det er relevant.
Kan jeg på forhånd vide, om jeg skal supplere?
Nogle bacheloruddannelser og professionsbacheloruddannelser er forhåndsgodkendt med krav om supplering – det fremgår specifikt af adgangskravene for den enkelte kandidatuddannelse.
Hvis din uddannelse ikke er forhåndsgodkendt, kan du ikke se i adgangskravene, om du skal supplere. Universitetet vil i stedet lave en individuel faglig vurdering af din bacheloruddannelse – herunder om du skal supplere. Denne vurdering laves først, når du har søgt ind.
Kan alle blive optaget med supplering, uanset hvilken bacheloruddannelse man har?
Nej. Du vil ikke blive tilbudt optag eller supplering, hvis:
- kandidatuddannelsen ikke udbyder (relevant) supplering, eller
- hvis du mangler væsentlige kvalifikationer for at opfylde adgangskravene, der ikke kan opnås ved den udbudte supplering.
Kan jeg vælge en lavere prioritet, hvis jeg optages med supplering på min 1. prioritet?
Nej. Hvis du tilbydes optag på din 1. prioritet med supplering, kan du ikke efterfølgende vælge en lavere prioritet – heller ikke selvom du måske kunne være blevet optaget på den uden supplering.
Er det vigtigt for dig at undgå supplering, bør du prioritere den/de uddannelser højest, hvor du ikke forventer at skulle supplere. Du kan måske se i uddannelsernes adgangskrav om du kan optages med eller uden supplering. Alternativt kan du tale med en studievejleder. Men da supplering ofte er en individuel faglig vurdering, som bliver lavet, når du har søgt, kan vi desværre ikke altid hjælpe dig i forhold til supplering, inden du ansøger.