Nyt forskningsprojekt skal bekæmpe ulighed i børns institutionsliv
Et nyt forskningsprojekt ledet af Maja Røn-Larsen fra Roskilde Universitet sætter fokus på at skabe mere lige muligheder for børns deltagelse og trivsel i vuggestuer og børnehaver.
Projektet undersøger, hvordan ulighed i børns adgang til sociale ressourcer og deltagelse i institutionslivets fællesskaber opstår – og hvordan pædagogisk faglighed kan bidrage til at reducere denne ulighed.
"Ulighed i børns institutionsliv kan få betydning for deres trivsel, udvikling og læring. Vi ved, at ikke alle børn har de samme muligheder for at deltage i fællesskaberne, men vi mangler viden om, hvordan vi konkret kan arbejde med disse udfordringer i praksis. Det er netop her, vores projekt kan gøre en forskel," siger lektor i socialpsykologi Maja Røn-Larsen.
Forskningsprojektet bygger på et tæt samarbejde mellem forskere, pædagogisk personale og kommunale aktører som PPR og forvaltninger. Gennem feltarbejde og analyser vil de skabe et forskningsfællesskab, hvor resultaterne bruges direkte i praksis.
Projektet er særligt relevant for pædagoger, ledere og studerende inden for professionsbachelor- og kandidatuddannelser, men også for beslutningstagere på børneområdet. Med arbejdet håber forskerne at skabe nye indsigter og værktøjer, der kan gavne alle børn – uanset baggrund.
Bevilling: 11.954.656 kr.
Projekttitel: ’Ulighedens sorte boks - Børns deltagelsesmuligheder i deres institutionelle hverdagsliv’
Mere om forskningsprojektet
Projektets samarbejdspartnere:
Projektet er forankret i et partnerskab mellem forskere fra Roskilde Universitet, Københavns Professionshøjskole, VIVE - Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd samt forskellige daginstitutioner, der arbejder med ulighedsproblematikker i Køge, Københavns og Holbæk Kommune.
Projektets forskere:
- Maja Røn-Larsen (billedet), ph.d., lektor (projektleder), Roskilde Universitet - Institut for Mennesker og Teknologi
- Crisstina Munck, ph.d., docent og Lærke Testmann, ph.d., lektor - Institut for Pædagoguddannelse, Københavns Professionshøjskole
- Solmai Mikladal, ph.d.-studerende, Roskilde Universitet/Københavns Professionshøjskole
- Bente Bjørnholt, ph.d., seniorforsker og Mikkel Giver Kjær, Senioranalytiker, VIVE
- Charlotte Højholt, ph.d., professor - Roskilde Universitet - Institut for Mennesker og Teknologi