| Nyhed

Tysk-dansk dobbeltgrad skal sikre samarbejde mellem landene

RUC og universitet i Kiel lancerer ny dobbelt kandidatuddannelse for at sikre øget samarbejde på tværs af grænsen, når den nye forbindelse mellem Danmark og Tyskland åbner i 2029.
Studerende samarbejde


Fra efteråret 2024 kan tyske, danske og internationale studerende tage en såkaldt dobbeltgrad i Business Administration på Christian Albrechts Universität zu Kiel og enten Virksomhedsledelse eller Business Administration and Leadership på Roskilde Universitet. Det betyder, at deltagerne vil få to eksamensbeviser – et fra hver institution – når de afslutter forløbet.

Ifølge Margit Neisig, som er lektor på RUC og driveren bag dobbeltgraden, bliver der med den kommende Femern-forbindelse brug for ny viden, øget samarbejde og innovation på begge sider af grænsen. Uddannelsesforløbet giver derfor de studerende mulighed for at fokusere på ledelse i dansk-tyske virksomhedssamarbejder, både i Femern-regionen men også i andre regioner i Danmark og Tyskland.

”Hvis du er indskrevet på RUC, starter du dit første semester i Roskilde og tager derefter andet semester i Kiel. Her møder du så de tyske studerende, og sammen med dem starter du på et projekt, som I laver sammen hen over de næste to semestre,” forklarer hun.

På tredje semester kommer de tyske studerende til RUC, hvor projekterne gøres færdige. Og samtidig kan man komme i praktik hos virksomheder eller organisationer, som har projekter på tværs af grænsen.

”Fordelen for de studerende på uddannelsen er, at de får indgående kendskab til det dansk-tyske samarbejde og virksomhedskulturen i begge lande. Tyskland er jo Danmarks største eksportmarked, og der er stor efterspørgsel efter profiler, som kan noget på dette område,” siger Margit Neisig.

Hun forklarer, at man ikke behøver kunne tysk for at tage uddannelsen. Forløbet vil foregå på engelsk, og der vil derudover være mulighed for at tage tyskundervisning ved siden af studiet.

”Med uddannelsen understreger Roskilde Universitet, at vi er regionens universitet. Region Sjælland satser på at udvikle det dansk-tyske samarbejde, da Femern-forbindelsen jo gør, at vi udvikler os til at være en grænseregion, hvor koblingen til Tyskland bliver betydeligt tættere. Det kan booste hele området,” slutter hun.

Læs mere om dobbeltgraden her.