Forskningsprojekt > The Digital Society and Trust > Nyhed

Lancering af forskningsprojektet DIS-TRUST

"DIS-TRUST-projektet dykker ned i en aktuel problemstilling, der kun vil blive endnu mere afgørende, efterhånden som vores samfund bliver mere og mere datadrevet. Teamet, der består af eksperter fra forskellige perspektiver og discipliner, er unikt rustet til at tackle denne udfordring." (Prof. Esther Keymolen, University of Tillburg)
An AI generated image depicting a modern, digital artwork showcasing a diverse group of people interacting through various forms of technology.
Picture generated with DALL-E

 

Torsdag den 29. februar 2024 lancerede vi forskningsprojektet Digital Society and Trust (DIS-TRUST) ved et arrangement, der faldt sammen med årsmødet i Dansk Filosofisk Selskab på Roskilde Universitet den 2. og 3. marts 2024. Ambitionen med DIS-TRUST projektet er at undersøge, hvordan tillidsrelationer dannes, påvirkes og ændres, når de udspiller sig i samtidens digitalt forstærkede sociale verden. For at forstå, hvordan digitalisering påvirker tillid, arbejder DIS-TRUST med fire tillidsrelationer: mellemmenneskelig tillid, tillid til institutioner, tillid til teknologi og tillid til sig selv.  

Lanceringen begyndte med, at Esther Oluffa Pedersen, leder af projektet, gav et overblik over den filosofiske tilgang til tillid, der danner rammen om alle delprojekterne. Dernæst delte hver af forskerne i DIS-TRUSTs kernegruppe deres forskningsplaner, der gennem forskellige specifikke forskningsspørgsmål hver især udforsker aspekter af tillid og mistillid i forhold til sociale relationer, hvor digitalisering spiller en rolle. Dagen udviklede sig med livlige diskussioner og interessante kommentarer fra gæster og medlemmer af projektets Advisory Board. Charles Ess (Universitetet i Oslo), som i mange år har arbejdet med tillid og digitalisering, roste relevansen af projektets undersøgelsesgenstand og formål, og den teoretiske tilgangs soliditet: "I løbet af de sidste fire år har jeg gennemgået flere hundrede projektforslag til forskellige nationale finansieringsindkaldelser. Rigtig mange af dem har været ret stærke på forskellige måder, og efter min (og mine kollegers) mening har omkring 40 af dem vist sig at være helt i top på disse meget konkurrenceprægede områder. Først og fremmest står DIS-TRUST mere end komfortabelt sammen med disse bedste af de bedste. Og især på et parameter skal projektet roses og opmuntres: dets karakteristiske kombination af et absolut solidt fundament af meget sofistikerede teoretiske grundantagelser med omhyggeligt velbegrundede forskningsorienterede empiriske undersøgelser – alt sammen rettet mod intet mindre end at udvikle brugbare praktiske tilgange til at forbedre tillidsforhold i online-miljøer. I betragtning af den helt afgørende rolle, som tillid spiller for at gøre menneskelige samfund mulige, og ikke mindst som domæner, hvor vi kan trives og blomstre både individuelt og kollektivt - finder jeg det meget svært at pege på andre forskningsprojekter som DIS-TRUST, der har potentiale for at være lige så transformative og gavnlige."

Projektets aktualitet blev også fremhævet af Esther Keymolen fra Tilburg Universitet, som sammen med Charles Ess udgjorde hovedtalerne på Dansk Filosofisk Selskabs årsmøde: "DIS-TRUST-projektet dykker ned i et aktuelt problemstilling, der vil blive endnu mere afgørende, efterhånden som vores samfund bliver mere og mere datadrevet. Teamet, der består af eksperter fra forskellige perspektiver og discipliner, er unikt rustet til at tackle denne udfordring. Jeg vil helt sikkert følge deres arbejde, og jeg ser meget frem til deres første publikationer!"

Medlemmer af advisory boardet Luciana Benotti (Via Libre AI ethics team og Universidad Nacional de Córdoba) og Maria Brincker (University of Massachusetts Boston) delte også deres tanker. Luciana Benotti ser spørgsmålet om tillid og mistillid i det digitale samfund som et undersøgelsesobjekt, der overskrider geografiske grænser. For Benotti er det væsentligt at generere viden og styrke digital dannelse, når regler og etik skal overvejes i et voksende digitaliseret system, især et, der involverer brugen af kunstig intelligens. 

Maria Brincker understregede den gode kollegiale stemning omkring DIS-TRUST-teamet: "Lanceringsarrangementet var utroligt inspirerende, og entusiasmen blandt alle teammedlemmerne var til at tage og føle på. Og det med rette - for projektet er utroligt aktuelt og lover at være innovativt både empirisk og teoretisk.".

Et kort overblik over projektet

Det sociale fænomen tillid begribes som et kontinuum af tillid og mistillid. For den enkelte, der udviser tillid eller mistillid, er tillid enten en habituel og ikke-bevidst måde at møde andre med tillids/mistillid på eller en reflekteret og intentionel udvisning af enten tillid eller mistillid til specifikke andre. Vi anskuer således tillid som et relationelt fænomen, der er indlejret i den sociale verden. De kontekstuelt indlejrede case-studier i delprojekterne lægger på forskellig vis vægt på samspillet mellem fire typer tillid;  mellemmenneskelig tillid, tillid til institutioner, tillid til teknologi og tillid til sig selv.

Delprojekt 1, udført af Esther Oluffa Pedersen, beskæftiger sig specifikt med spørgsmålet: Hvordan påvirkes mellemmenneskelige tillidsrelationer af digital mediering? Fokus er primært på tillidsrelationer på Facebook og andre sociale medier. 

Det andet delprojekt, som udføres af Micol Mieli, vil tage fat på spørgsmålet om, hvordan nye former for tillidsrelationer muliggøres af platformsteknologier med udgangspunkt i den online rejseplatform Airbnb. 

Det tredje delprojekt udføres af ph.d.-stipendiat Freja Schiermer Larsen og behandler spørgsmålet om, hvordan borgere og forbrugere har og kan have tillid til udbydere af online-tjenester i fire kontekstindlejrede cases.

Det fjerde delprojekt udføres af Mads Vestergaard, og adresserer spørgsmålet: Hvordan digitalisering af statslige institutioner påvirker tillidsrelationer? Projektet vil fokusere på tillids- og mistillidsrelationer mellem borgere og statslige institutioner og i møder mellem borgerne og sagsarbejdere i fx kommuner.