RUC-studerende skaber bæredygtige løsninger på Roskilde Festival
Få et budskab ud på festivalpladsen ved at bruge de studerendes ’lys-avis’. Nyd safe-space-zonen, der sætter fokus på tryghed i nattelivet. Eller skab et AI-genereret digt i samarbejde med dine venner.
I denne uge udfordrer og udforsker ni studentergrupper, hvordan vi skal forstå bæredygtighed både fra et socialt og miljømæssigt perspektiv.
De studerende har deltaget i et innovationsforløb, som er et samarbejde mellem RUC’s FabLab og Roskilde Festival, hvor studerende har fået mulighed for at skabe nye koncepter og designløsninger inden for bæredygtighed, kunst og social interaktion. Samarbejdet er del af en flerårig samarbejdsaftale mellem Roskilde Festival og Roskilde Universitet.
Tirsdag fremviste de studerende deres projekter ved en reception på Roskilde Festival. En jury bestående af lektor Mads Hobye, leder FabLab på RUC, Nicolas Padfield og rektor Hanne Leth Andersen kårede det bedste projekt blandt de ni semesterprojekter.
Vinderne blev de tre studerende Laust, Nikolaj og Laurits, som havde bygget en Poem Pole. En pæl hvorpå man ved fælles hjælp kunne skabe et AI-genereret digt ved simultant at trykke på en række knapper på pælen.
Lektor Mads Hobye er meget begejstret for de studerendes projekter:
“Det var utrolig svært at vælge en vinder, for alle projekterne rummer fantastiske skønne elementer som på finurlige måder inspirerer, udforsker og udfordrer vores syn på verden i forhold bæredygtighed, og hvilken rolle eksperimenter og teknologi spiller ind i det.”
Det vil være muligt at opleve de studerendes interaktive projekter ugen ud på Roskilde Festival.
Læs mere om de studerendes projekter.