Forskningsprojekt undersøger mulig nedbringelse af plast- og tekstilforbrug på hospitaler
Tekstiler og plast indgår i mange af de genstande og produkter, som danskerne bruger hver dag, men de udgør også en vis klimabelastning. Derfor er der igangsat en stor forskningssatsning om cirkulær økonomi og tekstil i Danmark frem mod 2050, og lektor Kristian Syberg fra Roskilde Universitet skal stå i spidsen for et forskningsspor om plast og tekstiler.
Innovationsfonden har bevilget 106,5 millioner kroner til et nyt partnerskab, som består af 92 partnere i form af danske universiteter, vidensinstitutioner, virksomheder, erhvervsklynger, kommuner og regioner. Dertil kommer et tilsvarende beløb fra medlemmerne af partnerskabet.
Partnerskabet kommer til at rumme tre forskningsspor og en række –projekter. De tre spor organiserer de konkrete projekter under partnerskabet, så projekter, der fokuserer på plast, hører under plastsporet, og projekter, hvori der arbejdes med at reducere miljøaftryk fra tekstiler, ligger i et tekstilspor.
Kristian Syberg fra Institut for Naturvidenskab og Miljø på Roskilde Universitet skal stå i spidsen for det fælles spor, der samler projekter, der omhandler både plast og tekstiler.
”Med dette nationale partnerskab skaber vi en stærk forudsætning for at ændre på det nuværende ikke-bæredygtige forbrug af plast og tekstiler. Partnerskabet skaber en stærk platform for samarbejde mellem vidensinstitutioner, virksomheder, myndigheder og civilsamfundet, der skal mindske Danmarks miljøbelastninger og samtidig skabe nye grønne arbejdspladser,” siger Kristian Syberg.
Reduktion af plastforbrug på hospitaler
Udover at lede sporet om plast og tekstiler skal Kristian Syberg lede et forskningsprojekt om at minimere plastforbrug i sundhedssektoren med særligt fokus på hospitaler. Projektet med titlen CircleHealth har et samlet budget på 10 millioner kroner, og med i projektet er blandt andet Region Sjælland, Region Hovedstaden, Region Midtjylland, producenter af hospitalsudstyr og genanvendere af plast. Danmarks Tekniske Universitet, Designskolen Kolding og Aarhus Universitet er ligeledes med i projektet.
”Sundhedssektoren er storforbruger af plast og tekstiler. Det er derfor både utroligt vigtigt og meget glædeligt, at vi nu får mulighed for at arbejde videre med denne sektor. Projektet har stor opbakning fra både regionerne og relevante virksomheder, og vi har derfor store forventninger til de resultater, vi kan opnå,” siger Kristian Syberg.
CircleHealth skal arbejde med at nedbringe plast- og tekstilforbrug på de danske hospitaler med udgangspunkt i principperne omkring transition til cirkulær økonomi. Projektets parter vil analysere forbrug af plast og tekstiler på hospitalerne med det formål at give bud på, hvor forbruget kan mindskes både gennem udvikling af nye og bedre produkter, gennem optimeret materialeforbrug og bedre genanvendelse.
”Konsortiet har medlemmer fra hele værdikæden, hvilket er afgørende, da kommunikation og samarbejde på tværs af værdikæden er essentiel for at opnå de ønskede resultater,” siger Kristian Syberg.
Udover CircleHealth er der et sideløbende projektet med et budget på 2 millioner kroner støttet af Region Sjælland og Region Hovedstaden. De to projekter kommer til at indgå i et tæt samarbejde. Lektor Thomas Budde Christensen fra Institut for Mennesker og Teknologi på Roskilde Universitet er med i begge projekter.
Fakta:
Partnerskab for Cirkulær Økonomi for Plast og Tekstil har til formål at udvikle, levere og implementere løsninger, der kan bidrage til en mere bæredygtig brug og genanvendelse af plastik og tekstil. Partnerskabet ønsker at bidrage til at sikre, at Danmark når klimamål om CO2-reduktion frem mod 2030 og 2050.
Under partnerskabet er der oprettet tre spor – også kaldet workstreams. Lektor Kristian Syberg fra Roskilde Universitet skal lede et spor, der går på tværs af plastik og tekstiler, mens der også er et spor om tekstiler ledet af Det Kongelige Akademi og et spor om plastik ledet af Danmarks Tekniske Universitet.
Projekterne finansieres med 50 procent fra den samlede pulje og 50 procent som medfinansiering fra de involverede regioner og virksomheder.