RUC-studerende udforsker bæredygtighed og sociale interaktioner på Roskilde Festival
Gå ombord i en enorm shippingcontainer, hvor du kan få oplevelsen af, hvordan havet vil se ud, når det er fyldt med plastik. Indtal dine bedste festivalminder i en telefonboks eller spil stangtennis i kæmpeformat.
75 studerende har designet bæredygtige oplevelser og interaktioner i løbet af foråret, og nu føres syv af projekterne for alvor ud i livet på Roskilde Festival. De studerende udfordrer, udforsker og eksperimenterer med, hvordan vi skal forstå bæredygtighed både fra et socialt og miljømæssigt perspektiv. Og de vil bruge ugen på Roskilde Festival som et feltstudie til at undersøge, hvordan deres forskellige eksperimenter folder sig ud i praksis på festivalen.
Der er både studerende fra Humanistisk-Teknologisk Bachelor og Performance Design med på Roskilde Festival.
Lektor Mads Hobye er meget begejstret for de studerendes projekter:
”De studerendes projekter er meget forskellige, men fælles for dem alle er, at de skaber social interaktion, hvor festivaldeltagere skal deltage aktivt. Projekterne er på et højere og mere tværfagligt niveau, end jeg har set før. De studerende er gået all-in – der sker virkelig noget, når man kommer fra Fablab og ud i virkeligheden,” siger han.
De studerende har deltaget i et innovationsforløb, som har været et samarbejde mellem Roskilde Kommunes Musicon Sekretariat, Roskilde Festival og Roskilde Universitet. Målet med forløbet har været at udvikle eksperimenterende oplevelser og deltagerinvolverende aktiviteter, der kan inspirere til forandring og bæredygtig udvikling.
Fakta om innovationsforløbet
De studerende kommer fra bacheloruddannelsen Humanistisk-Teknologisk og kandidatuddannelserne Social Entrepreneurship and Management og Performance Design.
De testede deres idéer og prototyper af på eventet Hackathon den 8. april 2022.